KOLDING: Flere måneder før den endelige politiske beslutning skulle have været truffet, lægger borgmester Jørn Pedersen (V) nu planerne om at bygge et stormsflodsdige ved strandene i Binderup og Grønninghoved i graven, skriver JydskeVestkysten.
Borgmesterens melding kommer, efter at kommunens miljøchef Jakob Weber i JydskeVestkysten i onsdags blandt andet fortalte, at en opsigtsvækkende afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet, som har stoppet et stort og igangværende digebyggeri i Jyllinge Nordmark ved Roskilde Fjord, alt andet lige også ville have stoppet et digebyggeri ved Binderup/Grønninghoved, hvis det var i gang i henhold til de planer, som foreligger lige nu. Problemet er, at både diget ved Roskilde Fjord og digemodellerne i Kolding Kommune berører Natura 2000-områder - og dens slags områder må ikke beskadiges i henhold til EU-lovgivning.
- Nu har vi kørt en meget lang proces i forhold til Binderup/Grønninghoved, fordi vi som kommune blev bedt om det af nogle af sommerhusejerne. Hvis vi som byråd og kommune skal stå bag sådan et digebyggeri, som de berørte vel at mærke selv skal betale, så skal der være tydelig opbakning til det. Det er der ikke her. Der er tværtimod stor bekymring også for herlighedsværdierne i området, og nu kommer Natura 2000-udfordringen til. Så sammenlagt vender min tommelfinger nedad, siger Jørn Pedersen.
MG
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.