Handicappet læge må gerne fritages fra to-stedskrav

En uddannelseslæge, der havde klaget over indirekte forskelsbehandling på grund af sit handicap, har nu fået medhold og er blevet tilkendt erstatning i Ligebehandlingsnævnet.

Lægen havde anmodet om tilladelse til at afvikle den sidste del af sin uddannelse i byen, hvor hun boede, da hun tidligere under sin uddannelse havde øget transporttid. Det gjorde, at hendes helbredstilstand forværredes betragteligt, hvorfor hun altså anmodede om tilladelse til at arbejde og bo i samme by - fritagelse fra det såkaldte to-stedskrav. 

Den gav videreuddannelsesregionen hende ikke lov til, da den vurderede, at lægen ikke ville opleve 'at være en del af en anden måde at organisere den sygehusbaserede del af betjeningen af […] patienter på', hvis hun ikke kom på det andet sygehus. Derfor mente videreuddannelsesregionen ikke, at hendes uddannelsesforløb bliver ligeværdigt med andres.

Men det er altså ikke grund nok, vurderer Ligebehandlingsnævnet, som tilkender hende 50.000 kr. i erstatning. Lægen led af lammelse og betydelig forkortelse af det ene ben som følge af børnelammelse. 

Tidligere afgjort i ministerie og styrelse
Sundhedsstyrelsen havde givet videreuddannelsesregionen ret i dens vurdering af sagen. Lægen indgav herefter klage over den afgørelse til Ældre- og Sundhedsministeriet, som stadfæstede afslaget.

Ministeriet lagde vægt på, at 'dine ansættelser forud for hoveduddannelsen ikke tæller med som ansættelsessteder under hoveduddannelsen' og pointerer, at uddannelsen fx ville kunne gennemføres på nedsat tid. 

Det er altså denne afgørelse, som lægen finder i strid med forskelsbehandlingsloven, og som hun nu har fået nævnets medhold i.  

I sin afgørelse lægger det til grund, at opretholdelse af to-stedskravet ville indebære og har medført en forværring af hendes helbredsmæssige tilstand, og at to-stedskravet stiller klager ringere end andre på grund af hendes handicap.

Læs hele Ligebehandlingsnævnets afgørelse her.