• Aktuelt

Nederlagets anatomi

6. jun 2019, 13:48
KLUMME Dansk Folkeparti erklærede sin mest uforsonlige kritiker Socialdemokratiet stueren.

Dansk Folkepartis nedtur ved FV19 var en katastrofe, der måtte komme. Det, der udløste den, kan identificeres ganske præcist, nemlig et dobbeltinterview med Kristian Thulesen Dahl og Mette Frederiksen i Folketingets samtaleværelse i februar 2017.

Hvis man skal sætte en etiket på dobbeltinterviewet, må det være 'Stueren, version 2'.

Daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussens stueren-bemærkning tilbage i 1999 er den enkeltfaktor, der har haft størst betydning for, at Dansk Folkeparti i så mange år kunne holde på de frafaldne, der havde forladt Socialdemokratiet. Nok var mange af dem socialdemokrater i hjertet, men selv om S med tiden fjernede stueren-prædikatet fra sin officielle retorik, så levede det stadig internt og lokalt og gav de frafaldne meget ringe lyst til at vende tilbage til nogen, der talte så grimt om dem.

Det er sigende for opfattelsen af dobbeltinterviewet, at der konsekvent refereres til det, som dengang de to partiledere sad i sofaen sammen. Det gjorde de ikke, de sad i hver sin stol, og 3F’s formand Per Christensen var også til stede som anstandsdame, men den politiske flirt var så åbenlys, at det i erindringen er blevet til en sofasnak.

Hvad der i virkeligheden skete, var at Dansk Folkeparti erklærede sin mest uforsonlige kritiker Socialdemokratiet stueren. Stueren i forhold til udlændingepolitikken, som ellers havde været det bolværk, Dansk Folkeparti havde opbygget mod vælgerflugt.

Søren Krarup havde prikket hul i diget, da han sommeren forinden, i juli 2016, havde erklæret Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen sin tiltro i dette kernespørgsmål, og den såkaldte sofasnak lindede på slusen. I går brast diget.

Nedturen blev yderligere faciliteret af en række andre fejldispositioner. Meld- og Feld-sagerne i EU tærede, men mere end nødvendigt, og i forlængelse heraf udviklede  opstillingen til EP19 sig til en farce, hvor personbesætningen på kandidatlisten blev orkestreret som en straffeaktion i stedet for blot, som et normalt parti ville have gjort, at udpege de bedst egnede.

Tilbagegangen ved EP19 var både ventet og uundgåelig efter Morten Messerschmidts stjernestund med 465.758 personlige stemmer ved EP14, men ikke at de fire mandater skulle reduceres til et enkelt. Det sidste søm i kisten, før den blev tabt ned i graven i går. 21 mandater sendt ud i kulden og kun 16 overlevende.

Prisen for ansvarsforflygtigelsen ved ikke at gå i regering efter FV15 viser sig nu at være, at de nuværende DF-topfigurer aldrig bliver ministre. For FV19’s anden og endnu større taber, Liberal Alliance, spillede spørgsmålet om regeringsdeltagelse hovedrollen, hvor træklatringer og kamelslugninger tærede på det, LA’s vælgere havde opfattet som forskellen til alle de andre partier.

En opfattelse der åbenbart også fandtes internt i partiet, i hvert fald kan man roligt sige, at der nu efter næsten-udslettelsen er et overtryk, der skal ud med sammenligninger med Kejser Nero der udnævnte en hest til senator. Det gjorde han ikke. Derimod ville Caligula udnævne en hest til konsul, men i det mindste er det en fejlhuskning med lidt mere schwung end bare sofa i stedet for stole.

På tabersiden kommer vi ikke udenom at nævne Rasmus Paludan og Stram Kurs, der som bekendt slet ikke kom ind. I princippet stemmespild, men man kan også sige at den blå side tog en for holdet.

Som sidegevinst er Rasmus Paludan nu som ikke-folketingskandidat igen underlagt samme vilkår som alle andre, der må affinde sig med at få deres demonstrationer flyttet eller begrænset ud fra relevante sikkerhedsvurderinger i stedet for at politiet stiller med fuld styrke uanset hvad. For politiet må det være FV19’s ubetinget bedste resultat.

 

Vi anbefaler

Navne

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Fordi mennesker betyder alt
Stillinger fra dkjob

Se alle aktuelle stillinger

Ritzau
Mest læste
Anmeldelser

Klummen af Michael Kjærgård