AABENRAA: Det går godt med trafiksikkerhedsarbejdet i Aabenraa Kommune. Det tætte samarbejde mellem skoler, politi og kommunale forvaltninger har nemlig for tredje år i træk sikret Aabenraa Kommune førstepladsen i Kommunernes Trafiktest. Det er en landsdækkende konkurrence, som 92 kommuner deltager i. I år deles førstepladsen med Esbjerg Kommune.
I 2012 vandt Aabenraa Kommune for første gang, og siden er det blevet til første pladser i både 2017 og 2018, inden Aabenraa Kommune altså i år for tredje gang i træk kan lade sig hylde som vinder. Det er Rådet for Sikker Trafik, der uddeler prisen.
På baggrund af en række kriterier kåres vinderen, og i år scorer Aabenraa Kommune 95 ud af 100 mulige point. Blandt andet roses Aabenraa for, at 90 pct. af skolerne i kommunen har en trafikpolitik. Esbjerg opnåede en tilsvarende score efter sidste år at have placeret sig i den såkaldte guldliga med en score over 80.
- I Teknik- og Miljøudvalget har vi besluttet, at projekter, der indeholder trafiksikkerhed i skolerne, skal prioriteres højt. Derfor glæder det mig også meget, at vi får anerkendelse af, at vi er rigtig gode til arbejdet med trafiksikkerhed. Men vi kan hele tiden blive bedre, og vi har alle et ansvar for fortsat at italesætte trafiksikkerhed både blandt børn og voksne, siger formand Arne Leyh Petersen (DF).
Løbende kampagner
I Aabenraa gennemføres løbende lokale trafiksikkerhedskampagner, hvor trafiksikkerheden på skolerne blandt andet er i fokus, ligesom trafiksikkerhed er et fast element i de projekter, som kommunen udfører på vejområdet.
Ud over Teknik- og Miljøudvalget har også Børne- og Uddannelsesvalget stor fokus på trafiksikkerhed og især det gode samarbejde med kommunens skoler.
- Når man vinder Kommunernes Trafiktest tre år i træk, så er det fordi, man gør noget rigtigt. Derfor er det også på sin plads at rose det gode samarbejde, der er mellem både politi, skoler og forvaltning. Det kan blandt andet fremhæves, at der hvert halve år er møder mellem forvaltning, politi og den enkelte færdselskontaktlærer på skolen, siger udvalgsformand Kirsten Nørgård Christensen (V).
MG
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.