FV19: Byrådspolitikere parat hvor tidligere ministre har forladt politik

I Københavns og Sjællands storkredse debuterer lokalpolitikere fra R, V og K som folketingskandidater.
1. MAR 2019 9.30
TEMA: FV19

To københavnske borgerrepræsentanter er af deres respektive baglande blevet stillet op som folketingskandidater. En radikal og en venstremand. Lad os tage den radikale først.

Mette Annelie Rasmussen (R) er nyvalgt folketingskandidat i Københavns Storkreds, hvor De Radikale ved FV15 fik tidligere minister Ida Auken valgt ind på et kredsmandat. Som førstesuppleant finder man en anden tidligere minister Manu Sareen, der dog i 2016 skiftede parti til Alternativet og dermed ikke stiller op igen. Han forlod Alternativet igen i 2018. Samira Nawa Amini (R) er andensuppleant i storkredsen - og stiller op igen.

Mette Annelie Rasmussen kom i Borgerrepræsentationen ved KV13 og er i dag gruppeformand i den fem personer store R-gruppe, hvor også Karen Melchior er folketingskandidat - i Horsenskredsen.

I en anden gruppe i Københavns Borgerrepræsentation finder man en politiker, der nu søger valg til Folketinget. Det er Jens Kristian Lütken (V), som netop er blevet valgt i Vesterbrokredsen, hvor man sidst fandt Karina Rohrberg Jessens navn. Hun er i dag andensuppleant i Københavns Storkreds, der ved FV15 gav valg til tidligere minister Søren Pind og Frederiksberg-rådmand Jan E. Jørgensen samt Martin Geertsen som førstesuppleant. Pind forlod politik i maj 2018, så måske bliver det Lütkens chance.

Jens Kristian Lütken har i to perioder repræsenteret Venstre Vesterbro og Sydhavnen i Borgerrepræsentationen. Venstre-gruppen tæller ligesom R-gruppen fem medlemmer - heriblandt MF Marcus Knuth.

I byrådet i Holbæk finder man også en lokalpolitiker, der nu for første gang vil forsøge sig med en opstilling til Folketinget: Konservative Michael Suhr, der sidder i sin anden byrådsperiode.

Han stiller op i Sjællands Storkreds, der ved FV15 gav valg til en enkelt konservativ: Den nu tidligere minister Brian Mikkelsen, der stoppede i politik i juni 2018 og blev afløst af førstesuppleanten Birgitte Klintskov Jerkel. Hun stiller op igen, og det gør i øvrigt også nuværende MF Naser Khader, der ved FV15 blev valgt i Østjyllands Storkreds.

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt