dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

1.000 ekstra ansatte i Skat ud i landet

Det skal sikres, at Skat er til stede i hele landet, siger finansministeren til planer om flere ansatte
26. OKT 2017 6.01

Skat skal polstres med 1.000 flere ansatte. De skal placeres rundt omkring i landet. Det koster over fem mia. kr. Det oplyser finansminister Kristian Jensen (V).

Han forhandlede onsdag skat og næste års finanslov med Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup.

- Regeringen har et klart bud på, at der skal være flere hænder i Skat. Vi vil gerne ansætte 1.000 ekstra medarbejdere. Placere dem decentralt i Danmark, for at sikre, at Skat er til stede i hele landet, siger Kristian Jensen.

- Vi har en plan for, hvordan vi underbygger Skats kompetencer. Ved at indføre bedre it, som har større sikkerhed end de projekter, der desværre er sat i gang uden at være klar.

'Vores plan er finansieret'
Regeringen vil investere et beløb 'på den høje side' af fem mia. kr. over fire år. For at få et skattevæsen, som danskerne er trygge ved, påpeger finansministeren.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, har foreslået at ansætte 1.000 ekstra i Skat i fire regionale centre. Spørgsmålet er så, om det ikke ligner den samme ide, regeringen nu fremsætter:

- Forskellen er, at vores plan er finansieret. Planen er konkret i forhold til, hvilken indsats vi gerne vil have. Socialdemokratiet ville ikke finansiere den fulde pakke, da den blev lagt på bordet sidste år, siger Kristian Jensen.

DF bakker op – med krav
Dansk Folkeparti vil gerne have flere ansatte i skat, siger gruppeformand Peter Skaarup.

- Men det er også vigtigt, at vi kontrollerer, hvad der kommer ind i vores land af ulovlige stoffer. Narko og hash smugles ind. Der skal være nogle ved vores grænse, der kan kontrollere disse ting, siger Peter Skaarup.

Socialdemokratiet advarer DF mod at lade sig lokke til skattelettelser, hvis der ikke er nok penge til den offentlige sektor, siger finansordfører Benny Engelbrecht (S).

- Og her er jeg bekymret for, at DF ender med at gå i en fælde sat af regeringen, siger Benny Engelbrecht i en skriftlig kommentar.

Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/1-000-ekstra-ansatte-i-skat-ud-i-landet

GDPR