dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

FAKTA: Sådan kåres verdens bedste restaurant

6. JUN 2024 7.28
Restauranten Disfrutar, der ligger i Barcelona i Spanien, er i 2024 verdens bedste restaurant.

Den spanske restaurant Disfrutar, der ligger i Barcelona, har løbet med titlen som verdens bedste restaurant i 2024.

Danske restauranter dominerede ikke dette års prisuddeling, der fandt sted onsdag aften lokal tid i Las Vegas i USA. Danske Alchemist kom som den eneste restaurant på listen over de 50 bedste.

Læs her mere om, hvordan verdens 50 bedste restauranter vælges:

* I 2002 begyndte det britiske magasin "Restaurant" at offentliggøre en årlig verdensrangliste over de bedste restauranter. Siden da er ranglisten blevet til en selvstændig kommerciel enhed.

* Listen består af de 50 bedste samt 50 "boblere", der ligger mellem nummer 51 og 100. Boblerne offentliggøres inden toplisten.

* På listens "boblere" var der i 2023 to danske restauranter. Restaurant Kadeau i København kom her på plads nummer 91, mens Restaurant Jordnær i Gentofte blev den 57. bedste restaurant.

* I år har Kadeau avanceret sig fra plads nummer 91 til 54 på listen.

* World's Best Restaurant Academy sammensætter listen. Akademiet er skabt udelukkende med det formål at lave den årlige liste.

* Bedømmelserne bygger på stemmer fra et panel på 1080 kulinariske kendere, som omtales som dommere eller jurymedlemmer.

* Dommerpanelet udgøres af en tredjedel kokke og restauratører, en tredjedel madskribenter og en tredjedel berejste gastronomer.

* Der er ingen regler eller retningslinjer for, hvordan dommerne skal vægte deres stemmer. De baseres alene ud fra dommerens personlige oplevelse med restauranten, og der er ingen særlige kriterier, som en restaurant må opfylde, før der kan blive stemt på den.

* Hver dommer kan afgive ti stemmer på restauranter, som vedkommende har besøgt mindst én gang i løbet af de seneste 18 måneder.

* Kloden er inddelt i 27 regioner, og dommerne må maksimalt stemme på seks restauranter i deres egen region.

* Afstemningen er hemmelig, og hvert år skiftes mindst hver fjerde dommer fra hver region ud.

* I 2019 havde panelet for første gang en ligelig kønsbalance.

* Top-50-listen bliver lavet ud fra de mere end 10.000 stemmer, som dommerpanelet samlet afgiver.

* Listen har tidligere været domineret af spanske El Bulli og danske Noma. I 2022 var det danske Geranium, der løb med sejren.

* Den danske restaurant Alchemist rykkede i 2023 fra en 18.-plads på listen til en femteplads. I år rykkede restauranten ned på plads nummer otte.

* I 2022 blev der indført en ny regel, der gør, at tidligere vindere ikke kan optræde på listen igen. Dermed var hverken Noma eller Geranium kandidater til at kunne blive kåret som verdens bedste restaurant i år.

Kilde: Ritzau og World's 50 Best Restaurants.

/ritzau/