dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Karina Vincentz (Nyt Odsherred) er klar til endnu fire år som borgmester i Odsherred.
Lars Wahl, Odsherred Kommune

Vincentz genopstiller, og S-kandidat trækker sig

Følg seneste valg af spidskandidater til KV25 - i Odsherred, Norddjurs, Hvidovre, Roskilde, Helsingør, Lemvig, Kerteminde, Middelfart, Vejen og Sorø.
20. MAR 2025 14.23

Kampen om borgmesterposten i Odsherred er ved at finde sine deltagere. Borgmester Karina Vincentz (Nyt Odsherred) har meldt sig klar til at genopstille og står i spidsen for en liste med foreløbig 15 kandidater, skriver TV2 Øst.

Samtidig har Signe Lynggaard Goldmann, som har været i spil til at blive Socialdemokratiets borgmesterkandidat, nu trukket sig. Hun tabte i efteråret et kampvalg til Søren With, men han trak sig for nylig ud af politik for nemmere at kunne få et job. I sidste uge stillede S-gruppen og bestyrelsen sig i stedet bag tidligere biblioteksleder John Larsen, og det har nu fået Signe Goldmann til at trække sig.

"Der er brug for, at vi står sammen og bruger vores kræfter på at sikre Socialdemokratiet et godt valg frem for endnu en intern spidskandidat-valgkamp, der vil tage både tid og fokus fra det væsentlige," skriver hun på Facebook som begrundelse. Dermed peger pilen nu på John Larsen - medmindre altså endnu en kandidat dukker op. 

I Norddjurs er Jens Kannegaard Lundager, som ved KV21 blev valgt for Nye Borgerlige, nu valgt som Dansk Folkepartis spidskandidat, efter at han i 2023 skiftede parti. Det skriver Din Avis Norddjurs. Han har dog også tidligere været medlem af DF, som han forlod i 2018. Han er nu eneste DF'er i kommunen.

I Hvidovre har Dansk Folkeparti også valgt spidskandidat, nemlig Mikkel Dencker, skriver Hvidovre Avis. Han sidder p.t. på partiets enlige plads i kommunalbestyrelsen. 

I Roskilde har Enhedslisten genvalgt Anna Bondo Nielsen som spidskandidat, og partiets ambition er mindst at fastholde sine tre mandater i byrådet. Det skriver Sjællandske Nyheder. To af de tre byrådsmedlemmer genopstiller, og de er placeret som nummer et og to på partilisten.

I Helsingør har samme parti udpeget gruppeformand Malthe Jacobsen som spidskandidat, og derudover er stemmeslugeren Allan Berg Mortensen, som i december 2022 forlod byrådet på grund af arbejdspres, med på listen igen, skriver Sjællandske Nyheder. Han er nummer fem på partilisten, og dermed er det svært, men ikke umuligt for ham at sprænge listen og blive valgt. 

I Lemvig har SF'eren Arne Noe, som fik tredjeflest personlige stemmer i kommunen ved KV21, besluttet ikke at genopstille. I stedet er partiets andet byrådsmedlem, Dorte Kallesøe, valgt som spidskandidat, skriver Folkebladet Lemvig.  

I Kerteminde har SF også valgt ny spidskandidat, nemlig Alex Haurand, skriver Kjerteminde Avis. Han indtrådte i byrådet som suppleant i 2022 og er partiets eneste byrådsmedlem i kommunen.

DD'er vil gerne være borgmester

I Middelfart er Jonas René Jensen tidligere udpeget som Danmarksdemokraternes spidskandidat, og nu er han også officielt borgmesterkandidat, skriver Fyens Stiftstidende. Han blev ved KV21 valgt for Nye Borgerlige, men skiftede for et år siden til Danmarksdemokraterne. 

- Den forandring, vi ønsker, den ser vi kun os selv komme med, siger han, men erkender samtidig, at hans chancer for at vippe Johannes Lundsfryd (S) af borgmesterstolen nok ikke er så store.

- Jeg vil sige, at der er en... kold luft er nok en underdrivelse - mellem mig og de to andre borgerlige partier i kommunen. Og den er nok lidt svær at bryde med, siger han.

I Vejen har Moderaterne valgt lektor Lene-Theresa Hansen som spidskandidat, skriver JydskeVestkysten. Partiet, der som bekendt er opstået undervejs i denne valgperiode, har foreløbig ingen mandater i Vejens byråd.

I Sorø er Nicolai Sandager valgt som spidskandidat for Liberal Alliance, efter at den tidligere valgt spids, Mia Kobla, havde trukket sig. Det skriver Sjællandske Nyheder. Nicolai Sandager var også spidskandidat ved KV21, men partiet halverede sit stemmetal og fik ingen valgt ind.

ak

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/vincentz-genopstiller-og-s-kandidat-traekker-sig

GDPR