dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Fremtidens jul i Aarhus Kommune skal diskuteres på næste møde i økonomi- og erhvervsudvalget. (Arkivfoto).
Annelene Petersen/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix

Viborg skal lære Aarhus at være en juleby

En mere samlet organisering af juleindsatsen er en vigtig del af ligningen, lyder det.
14. JAN 2025 14.44

AARHUS / VIBORG: Når de aarhusianske medlemmer af økonomi- og erhvervsudvalget stimler sammen til årets første udvalgsmøde onsdag, bliver det atter til billeder af juletræer, rensdyr og nisser. 

For selvom det ikke er mere end et par uger siden, at julepynten blev pakket væk, er næste december allerede at finde på dagsordenen. 

Der er nemlig "et uudnyttet potentiale på midtbyens torve og et udbredt ønske om en styrket fælles juleindsats i midtbyen, som kan understøtte midtbyens handelsliv," fremgår det af et forklæde til morgendagens udvalgsmøde. 

Og kommunen kan med fordel lade sig inspirere af Viborg, der har etableret foreningen "Vi er Viborg", lyder det videre.

Foreningen driver et fællesskab for alle virksomheder, attraktioner og forretningsdrivende, der har lyst til at styrke og udvikle Viborg midtby og kommune og står i samarbejde med områdets ildsjæle bag en lang række events.

Problematisk organisering

I Aarhus er billedet et andet. Her har lokale gadeforeninger forskellige lokale indsatser i forbindelse med julen, men der er ingen samlet juleindsats for Aarhus Midtby.

Den nuværende organisering omkring handelslivet og finansiering af fælles indsatser er desuden blevet nævnt som en udfordring, der bl.a. kom til udtryk i forbindelse med julebelysningen over Strøget, bedre kendt som stjernehimlen.

Tilbage i oktober gav ramaskriget nærmest genklang i byen, da Strøgforeningen nedlagde sig selv og meddelte, at det 850 meter funklende lyshav røg på auktion. Til manges store lettelse greb erhvervslivet ind og reddede den 20-årige gamle tradition. 

Ønsket om en mere samlet indsats er også at finde i Budgetforlig 2025, hvor "Juleby og organisering af handelslivet i Aarhus" er blandt temaerne i projektet ”Fremtidens handelsliv i Midtbyen”, der afsætter midler til at udvikle en fælles vision for fremtidens handelsliv i Aarhus' midtby.

På onsdagens udvalgsmøde i Aarhus vil erhvervschef i Viborg Kommune Peter Vestergaard og direktør for foreningen "Vi er Viborg" og "Jul i Viborg"-indsatsen Helle Sørensen deltage. 

 

 

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/viborg-skal-laere-aarhus-at-vaere-en-juleby

GDPR