
VIBORG: Borgmester, Torsten Nielsen (K), udtaler mandag, at kommunens sponsoraftale med fodboldklubben Viborg FF fortsat er en god aftale. Borgmesterens udmelding kommer på dagen, hvor Statsforvaltningen konkluderer, at daværende borgmester Søren Pape (K) og Viborg Kommune ikke foretog tilstrækkelige undersøgelser af sponsoratet på en halv million kroner med Viborg FF.
Trods kritikken er Torsten Nielsen fortsat tilfreds med sponsoraftalen.
- Vi kan sammenligne det med en lignende sag, hvor salget af Viborgs stadionnavn til Energi Viborg også var til stor diskussion. Senere blev det undersøgt, at Energi Viborg havde fået stor profit ud af det sponsorat. Virksomheden lagde en million kroner i reklame på stadion, og den fik seks millioner kroner ud af sponsoratet. Jeg mener, at det samme er tilfældet i denne sag, siger han.
Det kommer ikke til at stoppe os
Torsten Nielsen var selv med til at indgå sponsoraftalen på en halv million tilbage i 2010, men han fortryder ikke, at han var med til at underskrive aftalen. Borgmesteren mener heller ikke, at Statsforvaltningens afgørelse kommer til at få stor betydning for fremtidige sponsorater i Viborg Kommune.
- Den eneste ændring, der kommer til at ske, er, at vi får en merudgift, når aftalerne skal undersøges. Men det kommer ikke til at stoppe os, siger Torsten Nielsen.
Torsten Nielsen overtog borgmesterposten i Viborg, efter at Søren Pape blev udpeget som ny leder for De Konservative sidst i september.
Søren Pape sad som borgmester i Viborg fra 2009 til 2014.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.