HOVEDSTADEN: Formand for Region Hovedstaden, Vibeke Storm Rasmussen (S), har ingen problemer med at otte politikere og tre embedsmænd i denne uge brænder 241.000 skattekroner af på flybilletter til San Francisco, selvom tilsvarende billetter på økonomiklasse kunne købes for under 55.000 kroner. Altså en merpris på 186.000 kroner.
- Vi rejser på sammen må som folkevalgte i Folketinget. Det er den beslutning, vi har truffet, og flere kommentarer har jeg ikke til det, siger Vibeke Storm Rasmussen til Lokalavisen.dk.
Rejsen er en studietur, der skal give bedre indblik i det amerikanske sundhedsvæsen, og prisen giver ikke anledning til at ændre reglerne.
- Jeg synes, det er fair, at vi rejser på samme vilkår som folketingspolitikere. Der skal også tages en lang række hensyn, når man rejser - for eksempel til folks alder, siger Vibeke Storm Rasmussen.
Hun afviser, at de dyre billetter er et frynsegode.
- Nej, det har ikke noget med det at gøre. Det handler om at vi skal rejse på en ordentlig måde, at vi får glæde af de minutter, vi er der, siger hun.
En halv million
Rejsens samlede pris er 514.000 kroner. Eller 46.000 kroner pr. deltager, hvoraf flybilletterne udgør knapt 22.000 kroner. Men udgifterne er tvingende nødvendige, hvis man fortsat vil have et moderne sundhedsvæsen i Region Hovedstaden, mener regionsrådsformanden.
- Det er ualmindeligt vigtigt, at politikere uddanner sig. Vi kan overhovedet ikke have ansvar for hospitalerne, hvis vi ikke retter blikket mod udlandet - slet ikke i hovedstadsområdet, hvor vi skal tænke internationalt. Så vi skal sørge for at være opdateret, siger Vibeke Storm Rasmussen.
De 11 deltagere rejste i lørdags og er i San Francisco i en uge.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.