
RINGKØBING-SKJERN: Ringkøbing-Skjern oplever lige nu, hvad kommunen betegner som et stort problem: I den nyligt overståede ansøgningsrunde til uddannelsen som social- og sundhedshjælper, modtog kommunen kun seks ansøgninger. Der var 17 pladser.
- Det går slet ikke. Ikke kun nu, men også på længere sigt. Vi har et stort behov for sosu-elever i dag, og vi får behov for dem, når de er færdiguddannede, siger uddannelsesansvarlig Birthe Nyrup Dahl.
Ringkøbing-Skjern er ikke den eneste kommune i landsdelen, der oplever problemer med at tiltrække elever til sosuhjælper-uddannelsen.
- Vi har set nogle fyringsrunder på sygehusene og i en række nabokommuner, hvor det især er sosu'erne, der er blevet ramt. Det kan have skræmt potentielle elever, og det er særdeles uheldigt. Især fordi vi kan se en øget behov for dem i fremtiden, siger Birthe Nyrup Dahl.
En kontant løsning
Derfor er Ringkøbing-Skjern Kommune også klar til at kæmpe for eleverne på en helt kontant måde.
- Vi sætter konkret kravet om relevant erhvervserfaring ned fra ét år til et halvt år for at få voksenelevløn, siger Birthe Nyrup Dahl.
Det betyder, at elever med et halvt års relevant erhvervserfaring kan begynde på uddannelsen med en elevløn på 18.010 kroner i stedet for den almindelige elevløn på 9.733 kroner. Tilbuddet gælder frem til årsskiftet.
Herudover indleder kommunen en større kampagne, der kommer til at køre i mange år fremover.
- Vi vil vise, hvor meget vi værdsætter denne gruppe af ansatte. De er helt nødvendige for kommunens service, og vi kan ikke fortælle dem for tit, hvor stolte vi er af deres arbejde. Det er et signal, vi ønsker at sende til både nuværende og fremtidige medarbejdere, siger Birthe Nyrup Dahl.
Kommunen mangler elever til start fra den 1. november. Herudover søger kommunen også studerende med start fra den 15. december.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.