V og S vil se på mulighed for at udskifte tog med superbusser

Moderne BRT-busser skal erstatte nedslidte tog, mener Venstre, som vil give tilskud. Minister er begejstret.
12. JUN 2020 6.24

Venstre vil give tilskud på 25-50 pct. til projekter, der udskifter nedslidte togbaner med moderne busser. Det skriver Jyllands-Posten.

De såkaldte BRT-busser har egne kørebaner og næsten samme komfort som tog. Transportminister Benny Engelbrecht (S) hilser idéen velkommen:

- BRT-busser har meget interessante perspektiver, og jeg vil tage Venstre på ordet og få analyseret, hvordan vi kan opbygge en statslig pulje, siger han til avisen.

Ministeren har netop fået gennemført en analyse af mulighederne for udskiftning på Østbanen. Den løber mellem Køge og Stevns. Analysen viser, at det vil koste flere penge at skifte toget ud med busser. Det vil dog være meget billigere at drive busser på strækningen.

Ifølge Jyllands-Posten vil den interne rente i en udskiftning af Østbanens skinner ligge mellem 5-13 pct. Det er meget højt for et projekt med kollektiv trafik, siger flere trafikøkonomer til avisen.

BRT giver mere for pengene

Ifølge Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, skal det - med undtagelse af to projekter - være slut med at bygge skinner i Danmark.

- Vi skal bygge en jernbane hen over Vestfyn, og så skal vi bygge et dobbeltspor mellem Tinglev og Padborg.

- Men så skal vi ikke bygge flere skinner i Danmark, og det skal vi ikke, for togdrift er meget, meget dyr i både anlæg og drift. Vi skal satse på moderne løsninger, hvor vi får mere for pengene.

Han mener, løsningen er oplagt ved storbyerne. BRT kan også overvejes de steder, hvor man har slidte jernbaner, som trænger til at blive renoveret. Venstre vil dog ikke trække løsningen ned over lokalsamfundene, siger han.

13 lokalbaner er trængt

I SF er man kritisk over for BRT-busser i landdistrikterne.

- Jeg synes, det er utrolig problematisk. BRT kan være rigtig godt nogle steder, men når vi ser på lokalbanerne ude i provinsen, vil det være enormt problematisk, for vi ved, at modsat busser skaber skinner liv og vækst.

- Folk bosætter sig efter, hvor der er en togstation, ikke et busstoppested. At der er en jernbane er med til at skabe bosætning, erhvervsliv og lokalsamfund, der blomstrer en lille smule, siger SF's transportordfører, Anne Valentina Berthelsen.

Der findes 13 lokalbaner i Danmark. Ifølge Transportministeriet er der behov for større investeringer på tre af banerne - Østbanen, Gribskov- og Hornbækbanen samt Lemvigbanen. Flere vil følge i de kommende år.

Ritzau

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt