DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job
Uheldsramt geotermiprojekt fortsætter Tycho Brahe-kurs
Foto: Colourbox

Uheldsramt geotermiprojekt fortsætter Tycho Brahe-kurs

I Viborg borer de efter billigere varmepriser, men indtil videre har det kostet 10 gange så meget som planlagt. Efter rod i økonomien har kommunen overtaget ansvaret
7. JUN 2012 11.07

VIBORG: Det har kostet for meget og har taget alt for lang tid. Og man mangler stadig at finde varmt vand. Det drejer sig om det geotermiske projekt ved Kvols i nærheden af Viborg, hvor der lige nu bores efter varmt vand i undergrunden.

Projektet har været i strid modvind gennem længere tid, og i slutningen af marts blev Viborg Fjernvarme, der startede projektet, frataget ansvaret, fordi banken smækkede pengekassen i. Derfor trådte kommunen til og stillede en kommunegaranti på 150 mio. mod, at det kommunale selskab Energi Viborg kunne overtage projektet.

Men det var ikke enden på nedturen. For et par dage siden blev en del af boreudstyret tabt nede i borehullet. Efter det - dyre - udstyrstab var det nødvendigt at drøfte projektets videre forløb.

Bruge løs
Borgmesteren i Viborg har efterhånden fået nok.

- Der skal ikke ret meget til, før vi stopper projektet. Det er andre folks penge, det drejer sig om. Vi kan ikke bare bruge løs, sagde Søren Pape Poulsen (K), som dog understregede, at der ikke er truffet nogen endelig beslutning om at droppe boringerne.

Og det er ikke kun politikerne, der er trætte af projektet. Situationen har nu vakt så stor utilfredshed blandt fjernvarmebrugere, at de i går forsøgte at vælte bestyrelsen ved en ekstraordinær generalforsamling i går - dog uden held.

Kæmpestor regning
Mere end 500 frustrerede fjernvarmekunder var mødt op til en ekstraordinær generalforsamling i Viborg Fjernvarme, og 'Komiteen af utilfredse fjernvarmeforbrugere i Viborg' gik efter et bestemt mål: At overtage alle syv bestyrelsespladser.

- Vi vil have en total udskiftning af den bestyrelse, som har efterladt sig en kæmpestor regning til fjernvarmeforbrugerne, sagde kritikernes talsmand, Flemming Præstegaard til DR Midt & Vest.

Allerede på den ordinære generalforsamling den 24. april blev tre af de syv i bestyrelsen skiftet ud.  En fjerde blev genvalgt, og i går havde de sidste tre bestyrelsesmedlemmer stillet deres mandat til rådighed.

Men på grund af nogle vedtægter lykkedes det ikke at vælte bestyrelsen.  Der var dog enighed om at vælge en helt ny bestyrelse ved den ordinære generalforsamling til september.

Tocifret millionbeløb
Borgmesteren er træt af projektet, fjernvarmebrugerne har mistet tilliden til bestyrelsen. Så hvorfor egentlig ikke bare stoppe det nu?

Formand Gunnar Grangaard vurderer, at man i så fald ville miste alle de penge, man hidtil har hældt i.

Han fremhæver to grunde til at fortsætte boringerne: Hvis man finder varmt vand, vil det betyde lavere varmepriser.

Hvis man ikke finder vand, vil der formentlig blive udbetalt en forsikringssum på et tocifret millionbeløb, som kan dække en del af de store omkostninger til boringerne, skriver DR Midt & Vest.

Derfor fortsætter jagten efter det varme vand i Kvols. Indtil videre har man brugt 130 mio. Hvis man stopper, er det hele tabt. Mens man borer videre, stiger prisen. Og det er kommunen og forbrugerne, som i sidste ende står tilbage med aben.