LOLLAND: I hele landet bliver der hvert år dræbt omkring 100 og kvæstet 1000 mennesker i trafikken alene på grund af alkohol. Dermed er spritulykker et af de alvorligste problemer for trafiksikkerheden. Hvert år sigter politiet cirka 15.000 spritbilister i hele landet. Problemet kendes også i Lolland Kommune, hvor der i 2008 blev sigtet 167 personer for spritkørsel.
- Spritbilister er også et problem i vores område. Sommeren er højsæson for spritulykker, da fester, grillaftener og lignende ofte skylles ned med alkohol. Det er vigtigt, at vi husker at spørge, hvem der kører hjem, inden vi sætter os til bordet. På den måde kan vi redde liv også i vores kommune, siger borgmester Stig Vestergaard fra Lolland Kommune som bakker op om kampagnen 'Dit spørgsmål kan stoppe en spritbilist'.
- Vi opfordrer alle til at give løftet på Facebook: 'Jeg lover at spørge, hvis jeg ser nogen, der har drukket for meget til at køre'. Dermed er vi alle med til at gøre det acceptabelt at gribe ind. Man kan invitere alle vennerne, fodbold-, håndboldklubben, skolen eller arbejdspladsen til at gøre det samme. På den måde kan vi vise, at vi står sammen om at stoppe spritkørsel, siger sundhedskonsulent Nina Støvring fra Lolland Kommune. Gruppen på Facebook kan findes via www.sikkertrafik.dk. Allerede nu har omkring 1000 meldt sig til.
Gode råd til at undgå spritkørsel
En tidligere undersøgelse fra Danmarks TransportForskning har vist, at 80 % af spritbilisterne havde været i selskab med andre, før de satte sig bag rattet. Det vil sige, at der sandsynligvis var nogen, der kunne have grebet ind..
- At være passiv tilskuer til spritkørsel er også at påtage sig en slags medansvar. Mange siger, at det er pinligt at spørge om en person har drukket for meget til at køre. Men det er endnu mere pinligt at lade være, og det så i værste fald ender med en ulykke. Så det gælder om at spørge, selv om det er svært, siger specialkonsulent Pernille Ehlers fra Rådet for Større Færdselssikkerhed, som har følgende råd:
- Aftal inden festen, hvem der kører hjem. Når man først er begyndt at drikke, glemmer man let, hvor meget man egentlig har drukket.
- Hvis du tror, at en anden person har drukket for meget til at køre, så sig eller gør noget - i stedet for kun at tænke, at du burde gøre det.
- Vent til næste eftermiddag med at køre hjem efter en våd fest. Det tager længere tid at forbrænde alkohol end du tror. En del spritbilister bliver taget dagen derpå.
- Hvis du ikke kan forhindre spritbilisten i at køre, så ring til politiet på 114.
Om kampagnen
Kampagnen 'Dit spørgsmål kan stoppe en spritbilist' foregår i hele landet i uge 25 og 26 med tv- og radiospots. Politiet følger op med spritkontrol i alle politikredse i uge 26.
Kampagnen er blevet til i samarbejde med alle landets kommuner, De Regionale Færdselssikkerhedsudvalg, politiet og Rådet for Større Færdselssikkerhed. For at få engageret så mange som muligt vil kommunerne sammen med Rådet for Større Færdselssikkerhed opfordre borgerne til at give et løfte på Facebook, hvor de lover at gribe ind, hvis de mener, der er nogen, der har drukket for meget til at køre. Det kan man læse mere om og tilmelde sig på www.sikkertrafik.dk
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.