dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Det har siden 7. oktober været muligt at brevstemme til det kommende kommunalvalg, der skal afholdes 18. november. Men tæt på halvdelen af vælgerne ved stadig ikke, hvem de vil stemme på. (Arkivfoto).
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Måling: Gamle borgmesterpartier ser ud til at miste kommunal opbakning

Blandt afklarede vælgere står Socialdemokratiet, Venstre og De Konservative til tilbagegang ved kommunalvalg.
22. OKT 2025 6.38

Kommunalvalg efter kommunalvalg er det traditionelt set tre gamle magtpartier, der har delt størstedelen af kagen.

Efter kommunalvalget i 2021 fik Socialdemokratiet, Venstre og De Konservative borgmesterposten i 92 ud af 98 kommuner, og tilsammen fik partierne knap to tredjedele af alle stemmerne.

Men i en ny, stor meningsmåling foretaget af Epinion for Constructive Institute står alle tre partier til tilbagegang ved det kommende kommunalvalg - i hvert fald når man spørger de vælgere, der har en idé om, hvem de vil stemme på.

Socialdemokratiet får i målingen opbakning fra 25 procent af de afklarede respondenter på landsplan, mens 16 og 9,8 procent forventer at ville stemme på henholdsvis Venstre og De Konservative.

De Konservative er blevet overhalet af SF, der står til 12,6 procent af stemmerne, når alle kommuner lægges sammen.

Ved kommunalvalget for fire år siden fik Socialdemokratiet 28,4 procent af stemmerne på landsplan, Venstre fik 21,2 procent, og De Konservative fik 15,2 procent.

Fremgang til SF og LA

Meningsmålingen foretaget af Epinion for Constructive Institute er en del af projektet "Dit Valg. Vores Danmark", som instituttet for konstruktiv journalistik og en række fonde står bag. Projektet skal "engagere danskerne i kommunal- og regionalvalget 2025".

Respondenterne er repræsentativt og tilfældigt udvalgt gennem et udtræk af Danmarks Statistik, og de har modtaget spørgsmålene via e-Boks.

Svarene fra respondenterne er indsamlet fra 4. september til 13. oktober, og i meningsmålingen er kun medregnet svar fra de omkring 46.000 respondenter, der "har en idé om, hvem jeg vil stemme på".

For 49 procent af de i alt over 100.000 respondenter har svaret, at de forventer at stemme til kommunalvalget, men endnu ikke ved på hvem.

Derfor kan partiernes aktuelle opbakning "ændre sig markant frem mod valget, og tallene skal tolkes med stor forsigtighed", som det lyder i en læsevejledning til målingen.

Og målingen kan derfor heller ikke bruges som en prognose.

Ifølge valgforsker og professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet er det "langt sværere" at lave kommunale målinger end landspolitiske.

Valgdeltagelsen er lav, og mange har ikke besluttet sig.

- Vi ved, at det vil ændre sig markant. Det er ikke en prognose. Det er lige nu og her, og det kommer ikke til at holde stik ret mange steder, fordi mange beslutter sig sent.

Målingen viser også, at Moderaterne kan få et svært første kommunalvalg. På landsplan er det 1,3 procent, der har svaret, at de har en idé om, at de vil stemme på regeringspartiet.

Ud over SF ser Liberal Alliance også ud til at få et markant bedre kommunalvalg end sidst, hvor partiet fik 1,4 procent af stemmerne på landsplan. I målingen fra Epinion står partiet til 7,2 procent af stemmerne blandt de afklarede vælgere.

For alle partierne i målingen er den statistiske usikkerhed på landsplan på mellem 0,1 og 0,4 procentpoint.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/maaling-gamle-borgmesterpartier-ser-ud-til-at-miste-kommunal-opbakning

GDPR