Trafik-mafioso Svend Heiselberg har fået plads opkaldt efter sig
THISTED: Tidligere folketingsmedlem Svend Heiselberg (V) har fået en plads på Hanstholm Havn opkaldt efter sig, skriver Nordjyske. En gestus, der kun undtagelsesvis vises nulevende, men den nu 86-årige politiker var selv med ved afsløringen af vejskiltet på pladsen.
Foruden i Folketinget i 25 år har Svend Heiselberg i lige så lang tid deltaget i politik på alle andre niveauer, men mest kendt var han for at være medlem af den såkaldte jyske trafikmafia, der i egen optik, og vist nok også i virkeligheden, var en nødvendig allieret for skiftende trafikministre, hvis de ellers ville have noget igennem.
Netop på grund af Svend Heiselbergs indflydelse på trafikanlæg har en vejstrækning i Thy allerede længe haft det uofficielle kaldenavn "Heiselbergs Boulevard". Svend Heiselbergs Plads er derimod helt officiel og ligger endda ved Kai Lindbergs Gade, sidstnævnte opkaldt efter trafikministeren 1955-1960.
mk