Af Morten Uhrenholdt
TØNDER: Ombudsmanden har kritiseret, at sagen lå i lang tid i kommunen, inden kommunen begyndte at behandle ansøgningen. Derfor er den samlede, foreløbige sagsbehandlingstid også blevet for lang.
Siden kommunen begyndte den egentlige behandling af ansøgningen, har sagen dog ikke ligget stille, og ombudsmanden kan ikke kritisere denne del af sagens forløb.
Ombudsmanden skriver i afgørelsen:
'...jeg mener at det er meget beklageligt at sagen lå i kommunen uden ekspeditionsskridt fra den 7. juni 2007 til den 20. november 2008 (bortset fra en henvendelse til ansøgerens konsulent i september 2008). Jeg er på den baggrund også enig med kommunen i at det er beklageligt at den samlede sagsbehandlingstid har strakt sig over så lang tid. Jeg har derimod ikke grundlag for isoleret set at kritisere den tid der er gået med sagens behandling siden november 2008.'
Ombudsmanden gik af egen drift ind i sagen 15. september sidste år efter at have erfaret om den fra pressen. På det tidspunket var sagen - efter omkring tre år - endnu ikke afsluttet.
Tønder Kommune har forklaret Ombudsmanden, at den også finder den lange sagsbehandlingdstid beklagelig, men forklarer samtidig, at ansøgningen vedrører et husdyrbrug, der ligger i et område som i forvejen er overbelastet af kvælstofforurening.
Den lange sagsbehandlingstid skyldes en kombination af en stor ophobning af sager, overtaget fra det tidligere amt, og så at sagen altså var vanskelig.
Tønder har forklaret Ombudsmanden, at ansøgeren ikke - trods gentagne anmodninger og vejledning fra såvel kommunen som eksterne konsulenter - havde anført løsningsforslag, der var egnede til at nedbringe forureningen fra husdyrbruget i tilstrækkelig grad. Desuden måtte sagen sendes i fornyet høring med 6 ugers høringsfrist. Det skyldtes at der var blevet indsendt en ansøgning som ikke overholdt et afskæringskriterium for lugt.
Det er kommunens opfattelse at den har handlet i overensstemmelse med god forvaltnings-skik, fordi kommunen har behandlet ansøgningen så hurtigt som muligt under de nævnte omstændigheder.
Og selve sagsbehandlingen får altså heller ingen direkte kritik. Det gør alene den mere end ét år lange periode, sagen fik lov at ligge i sagsbunkerne, før den blev taget under behandling.
Ombudsmanden gentager imidlertid en indskærpelse, han kom med i en anden og lignende sag:
'I en udtalelse af 28. november 2008 skrev jeg bl.a. at der efter min opfattelse ikke var tvivl om at kommunalreformen havde medført meget store arbejdsopgaver for kommunerne både før og efter den 1. januar 2007. På den baggrund måtte der udvises forståelse for at kommunalre-formen i en periode havde medført særlige problemer for kommunerne med at undgå en stigende sagsbehandlingstid. Kommunen har imidlertid ansvaret for at denne periode bliver kort, og at sagsbehandlingen under alle omstændigheder er forsvarlig, herunder at der er en forsvarlig bemanding af kommunens forvaltning.'
Ombudsmanden slutter sin afgørelse:
'Sagen er fortsat under behandling i Tønder Kommune. I lyset af det som jeg har anført ovenfor, henstiller jeg at sagens afslutning fremskyndes mest muligt, og jeg beder kommunen om at underrette mig om det videre forløb.'
Se Ombudsmandens brev til Tønder Kommune
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.