Tønder-borgmester forlader Venstre
- Fra i dag af er jeg siddende borgmester for Tønder Listen, hvor vi har seks siddende byrådsmedlemmer, siger Henrik Frandsen.
Foto: Niels Christian Vilmann, Ritzau Scanpix

Fløjkrigen kulminerer:
Tønder-borgmester forlader Venstre

Henrik Frandsen repræsenterer nu Tønder Listen, der har seks medlemmer i byrådet. Fløjen, der støtter den nye borgmesterkandidat Martin Iversen, har otte.
14. OKT 2020 9.29
TEMA: KV21

TØNDER: Venstres borgmester i Tønder, Henrik Frandsen, bryder ud af partiet sammen med seks andre og danner lokalliste i byrådet, oplyser TV Syd

Seks af Venstres hidtidige 14 byrådsmedlemmer i Tønder springer ud som medlemmer af en ny lokalliste.

- Fra i dag af er jeg siddende borgmester for Tønder Listen, hvor vi har seks siddende byrådsmedlemmer, siger Henrik Frandsen.

De fem andre, der skifter fra Venstre til Tønder Listen, er René Andersen, Daisy Dahl, Irene Holk Lund, Bo Jessen og Anita Uggerholt Eriksen. Karl Henning Clausen, der var førstesuppleant i Venstre Tønder, skifter også.

Striden i Venstre i Tønder gjorde, at et flertal i juni vragede Henrik Frandsen som spidskandidat til KV21 til fordel for den byrådsmæssigt ubeskrevne udfordrer Martin Iversen.

Lige så stor som S

Siden har en række af partiets udvalgsformænd og endnu et menigt V-byrådsmedlem meddelt, at de ikke vil genopstille til KV21. Hvor mange og hvem af de nu nævnte udbrydere, der stiller op til KV21 for Tønder Listen, er endnu ikke afklaret.

Henrik Frandsen blev borgmester i maj 2016, da forgængeren Laurids Rudebeck pludselig døde, og har siddet på posten siden. Martin Iversen stiller op til kommunalvalget for første gang ved KV21 og er altså uden kommunalpolitisk erfaring.

Med seks medlemmer bliver Tønder Listen nu lige så stor som Socialdemokratiet i det 31 mandater store byråd, hvor Venstre-gruppen så er reduceret til otte. Dansk Folkeparti og Slesvigsk Parti har hver to, K, LA, SF og EL har hver en plads, og så er der to løsgængere, hvor den ene, Jens Møller, forlod V kort efter KV17. 

Tønder Listen bliver dermed tredje lokalliste, der i denne valgperiode har en borgmester. Det samme er tilfældet med Anders Gerner Frost (nytgribskov) i Gribskov, og John Brædder (Guldborgsundlisten) i Guldborgsund. 

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev