AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens

Timeout i formandsopgør i Gribskovs byrådsudvalg

Gendannet borgmesterflertal, et påstået budgetforligsbrud, ny styrelsesvedtægt, omkonstituering og et udsat formandsvalg
1. DEC 2016 11.52

GRIBSKOV: En bebudet fyring af børneudvalgsformand Sisse Krøll Willemoes (NytGribskov) blev alligevel ikke eksekveret onsdag, oplyser hovedpersonen selv til sn.dk. Punktet var sat på dagsordenen af et udvalgsflertal bestående af Venstre og Dansk Folkeparti, men blev taget af igen.

Et formandsskifte er dog formentlig kun udsat, idet V og DF sammen med De Konservative ønsker at ændre udvalgsstrukturen under Gribskov Byråd ved en ny styrelsesvedtægt. Det betyder færre udvalg og færre medlemmer i de udvalg der bliver tilbage, og hele operationen er så omfattende at der skal en egentlig omkonstituering til, herunder skal der vælges udvalgsformænd på ny, om det så skal være de hidtidige eller nogle andre.

Her er ønsket tydeligvis en udskiftning for børneudvalgets vedkommende, og når den ikke blev til noget onsdag, var det formentlig kun et spørgsmål om begivenhedernes rækkefølge. Det byrådsmøde hvor ændringen af styrelsesvedtægten og dermed omkonstitueringen blev besluttet blev først holdt senere onsdag, efter børneudvalgsmødet, og derfor ville et formandsvalg have været i strid med den hidtidige konstituering.

Ydermere skal ændringen af styrelsesvedtægten besluttes på to byrådsmøder med mindst en uges mellemrum, før den er gældende, men processen er sat i gang, så afstemninger om udvalgsformænd vil skulle foretages i alle udvalg.

Ønsket om ny styrelsesvedtægt og den deraf følgende omkonstituering er en udløber af en strid om budgetforliget for 2017, som både V-DF-K-flertallet og Socialdemokratiet og NytGribskov var deltagere i, men som de to sidstnævnte et par måneder senere fremsatte deres egne ændringsforslag til. Borgmester Kim Valentin (V) tog det meget fortrydeligt op og kaldte det forligsbrud fra de to partiers side, men afviser overfor sn.dk at ny styrelsesvedtægt og omkonstituering skulle være udtryk for et opgør med S og NytGribskov.

Flertal gendannet
Han henviser til at to V-udvalgsformand står til at få deres udvalg nedlagt og dermed miste deres poster. Også en S-udvalgsformand står til at miste sit udvalg.

I den sammenhæng skiller NytGribskovs Sisse Krøll Willemoes sig ud ved at stå til at miste en formandspost for et udvalg, der ikke nedlægges. Favorit som ny formand er Trine Egetved (K), der selv blev afsat fra posten for godt et år siden, og som i øvrigt blev valgt for V ved KV13 men skiftede parti et års tid senere.

Ved KV13 fortrængte V den daværende K-borgmester Jan Ferdinandsen ved hjælp af et snævert V-DF-flertal på 12 ud af 23 - et flertal der forsvandt da Trine Egetved skiftede fra V til K. Siden skiftede endnu et V-medlem parti, denne gang til S, og først i sommer blev borgmesterflertallet efter forsoning med De Konservative gendannet i form af et V-DF-K-flertal.

Det brede samarbejde blev understreget med et budgetforlig omfattende 22 af 23 mandater med kun Enhedslisten udenfor, men det varede ikke længere end til ændringsforslagene fra Socialdemokratiet og NytGribskov, så indgik V-DF-K et nyt forlig alene, og derefter fulgte initiativet til ny styrelsesvedtægt og omkonstituering.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/timeout-i-formandsopgor-i-gribskovs-byradsudvalg

GDPR