
Der er en uigennemskuelig strøm af penge i Socialstyrelsen, som ingen har styr på.
Sådan lyder en gammel kritik fra det tidligere medlem af Folketinget Eyvind Vesselbo (V), som igen er blevet fremført, efter at det kom frem tirsdag, at en ansat i Socialstyrelsen tilsyneladende har bedraget for 111 millioner kroner.
Vesselbo har i en kronik i oktober 2016 Politiken forklaret, at han som socialordfører før har haft svært at spore penge, der ikke bliver brugt i forskellige projekter og puljer. Den kritik gentager Eyvind Vesselbo onsdag.
- Der bliver sat penge af samlet. Så bliver der lavet nogen puljer, hvor man kan ansøge. Så vurderer man, hvem der kan få pengene. Men det er ikke sikkert, at man bruger alle pengene.
- Så bliver der et overskud. Og det overskud er der ikke nogen, der har et samlet overblik over. De overskud skulle i princippet gå tilbage til satspuljen eller Finansministeriet, siger Eyvind Vesselbo til Ritzau.
Eyvind Vesselbo forklarer tirsdag til Politiken, at det giver "gode betingelser" for svindel, hvis man kender systemet godt.
Børne- og Socialministeriet oplyste tirsdag, at den mistænkte kvinde var ansat 40 år i styrelsen og havde en position som "superbruger" i styrelsens system.
Ministeriet har ikke lagt frem, præcis hvordan svindlen er foregået. Politiet efterforsker sagen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.