dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Tidligere jægersoldat straffes for misbrug af EU-midler

Ægtepar brugte regionale fondsmidler fra EU på at optimere deres private sommerhus og boligen i Charlottenlund
26. SEP 2017 13.41

LANGELAND / SYDDANMARK: En tidligere jægersoldat og hans hustru er tirsdag blevet dømt for at have misbrugt EU-støttekroner til private formål. Retten i Lyngby finder det bevist, at ægteparret Henrik Radich Otkjær og Camilla Otkjær har brugt penge, der var øremærket et militært øvelsescenter på Sydlangeland, på sig selv.

Blandt andet er pengene gået til omfattende håndværksarbejde på parrets private bolig i Charlottenlund samt på sommerhuset i Tranekjær. Også et crossfit-center, som parret driver i Charlottenlund, har nydt godt af EU's regionalfondsmidler.

Seks måneder betinget
Retten i Lyngby har valgt at straffe både mand og kone med seks måneders fængsel. Straffene gøres betinget af, at parret udfører 120 timers samfundstjeneste, og at de ikke begår ny kriminalitet.

- Jeg synes, at dommen sender et ret stærkt signal til både de tiltalte og til andre, som kunne overveje at misbruge støttemidler fra EU, siger anklager Stefan Møller Jørgensen fra Bagmandspolitiet.

Samlet set er retten nået frem til, at de dømte har spenderet 560.000 EU-kroner på upassende vis. Henrik Radich Otkjærs firma SOF Academy ApS straffes med en bøde på 560.000 kroner. Samtidig konfiskeres et beløb på 560.156 kroner.

Asylcenter i stedet
EU-støtten til ægteparret blev i sin tid formidlet af Syddansk Vækstforum for at skabe en øget omsætning og nye arbejdspladser på Langeland. Pengene blev givet til at opbygge et kursus- og træningscenter, som skulle tiltrække både danske og udenlandske politi- og militærenheder.

Men sådan gik det ikke. I hvert fald ikke i et omfang, som myndighederne fandt passende. Allerede inden centret stod klar, blev bygningerne da også i stedet brugt som asylcenter, hvilket det ifølge DR har fungeret som i flere år.

De dømte har gennem hele sagen nægtet sig skyldige.

 


Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/tidligere-jaegersoldat-straffes-for-misbrug-af-eu-midler

GDPR