
FOLKETINGET / HILLERØD: Folketingsmedlem og mangeårigt byrådsmedlem i Hillerød, Mette Thiesen har mandag meldt sig ud af Nye Borgerlige og er nu løsgænger i Folketinget. Det oplyser hun i et opslag på Facebook.
- Lige nu har jeg brug for at tage noget tid med min familie og finde ro i, at jeg har truffet beslutningen om ikke længere at være medlem af Nye Borgerlige og dermed fra dags dato er løsgænger i Folketinget, skriver Thiesen.
Udmeldingen sker, kort inden at Nye Borgerliges forretningsudvalg og efterfølgende hovedbestyrelse skulle afholde møder angående en sag om Mette Thiesen og hendes kæreste.
Ifølge formand Pernille Vermund har Thiesen og hendes kæreste blandt andet sendt "intimiderende og truende" beskeder til en medarbejder i Nye Borgerlige.
Derefter har Thiesen ikke ville undskylde eller påtaget sig ansvaret, lød det i en meddelelse fra Vermund tidligere mandag. I stedet forsøgte Thiesen at få medarbejderen fyret.
Uenig med Vermund
Mette Thiesen er dog ikke enig i den udlægning.
- Med henhold til det foregående forløb, som beskrevet af Pernille Vermund, vil jeg blot bemærke, at alting har to sider. Desværre er der ikke blevet lyttet til min, og denne er derfor heller ikke en del af mediernes dækning. Jeg bad om hjælp til at komme væk fra en svær fortid, der havde fyldt alt for meget, alt for længe, og som jeg havde svært ved at håndtere selv. Jeg var skrøbelig og sårbar - men der blev desværre ikke lyttet, skriver Thiesen.
Ifølge B.T. er medarbejderen en ekskæreste til Mette Thiesen. Hun ønsker ikke at undskylde for den del af forløbet.
- Jeg kan stadig se mig selv i øjnene. Jeg er ikke et perfekt menneske - endda meget langt fra. Jeg begår fejl – men jeg undskylder også meget gerne for de fejl jeg begår - og jeg lærer af dem. Men jeg undskylder ikke for noget, jeg ikke har gjort eller overfor en, der har gjort mig ondt. Det vil jeg ikke byde mig selv, for så går jeg i stykker.
Tager konsekvenserne
Som tidligere mandag undskylder Mette Thiesen dog for, at hun tog sin kæreste med til partiets valgfest tirsdag, selv om han ikke måtte. Han er nu politianmeldt efter et overfald på den partiansatte ved festen.
- Jeg skal som det første sige, at jeg på det kraftigste tager afstand fra min kærestes handling på valgaftenen i tirsdags. Det var fuldstændig uacceptabelt – det ved både han og jeg. Det kommer til at have konsekvenser. Det har det allerede nu – og dem tager både han og jeg på os, skriver Thiesen på Facebook.
Med Mette Thiesens farvel er Nye Borgerlige nu nede på fem mandater, mens hun bliver denne folketingssamling første løsgænger. Ved valget tirsdag fik hun 4357 personlige stemmer. Hun har siddet i Folketinget siden 2019.
Det ekstraordinære forretningsudvalgsmøde i Nye Borgerlige klokken 18 er nu aflyst. Hovedbestyrelsesmødet klokken 19 afholdes dog fortsat, da det har været planlagt længe.
Læs mere om Thiesen her:
* Navn: Mette Thiesen.
* Født 20. december 1981 i Fredensborg.
* Folketingsmedlem for Nye Borgerlige i Nordsjællands Storkreds fra 5. juni 2019.
* Genvalgt til Folketinget ved valget 1. november 2022.
* Tidligere politisk ordfører, gruppenæstformand og gruppesekretær for Nye Borgerliges folketingsgruppe.
* Kommunalbestyrelsesmedlem i Hillerød Kommune valgt for De Konservative fra 2013 til 2017.
* Kommunalbestyrelsesmedlem i Hillerød Kommune valgt for Nye Borgerlige fra 2017 til 2021, hvor hun ikke genopstillede.
* Uddannet lærer, N. Zahles Seminarium, 2004-2008.
* Har arbejdet som lærer flere steder. Senest på Engelsborgskolen, 2017-2019.
Kilde: Folketingets hjemmeside.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.