Sygepleje-forskningsmidler skal komme patienterne til gode

Projekt med fokus på nedbringelse af genindlæggelse af ældre patienter er blandt 15 forskningsprojekter inden for sygepleje, der netop har modtaget støtte fra Novo Nordisk Fonden. I alt har fonden uddelt 13,8 mio. kr.
8. DEC 2019 10.16

Hvordan støtter sundhedsprofessionelle bedst familier med kronisk syge børn? Hvordan kan antallet af komplikationer i behandlingsforløb nedbringes? Og hvordan kan vi forebygge, at ældre sårbare patienter ofte må genindlægges talrige gange?

Det er eksempler på spørgsmål, som forskere inden for sygepleje nu vil undersøge, efter de har modtaget støtte fra Novo Nordisk Fonden til deres projekter. Fonden har netop uddelt i alt 13,8 mio. kr. til 15 forskere i hele landet.

Formålet med fondens støtte til området er at give sygeplejersker mulighed for at ansøge om ambitiøse forskningsprojekter, der kan skabe ny viden til gavn patienterne.

Støtte af flere typer projekter
Fondens støtte i denne uddelingsrunde fordeler sig på tre ph.d.-stipendier, tre postdoc-stipendier og ni projektbevillinger. Projekterne spænder bredt både emnemæssigt og geografisk.

Blandt de støttede ph.d.-projekter sætter et projekt på Rigshospitalet fokus på familier med kronisk syge børn. Bevillingsmodtageren vil undersøge, hvordan sygeplejersker bedst støtter forældre, når deres børn får en alder, hvor de overgår til behandling på afdelinger for voksne, og en større del af ansvaret for behandlingsforløbet således overgives til det unge menneske.

Denne overgang er kendt for at skabe stor bekymring blandt forældrene og er desuden relateret til udeblivelser fra konsultationer og medicinske komplikationer hos den unge. Projektet vil derfor undersøge om en målrettet intervention kan forberede og støtte familier bedre, når rammen for behandlingsforløbet ændres.

På Hvidovre Hospital er formålet med et af de støttede postdoc-projekter at sikre det bedste behandlingsforløb for patienter, der er i risiko for eller har fået amputeret et ben. Patienters ernæringstilstand er helt afgørende for risikoen for komplikationer, og projektet består blandt andet i at udvikle en sygeplejerskeledet ernæringsintervention, der potentielt kan nedbringe antallet af infektioner og re-amputationer blandt denne patientgruppe.

Endelig sætter modtageren af en af de ni projektbevillinger behandlingsforløbet for den ældre medicinske patient i fokus. I Danmark genindlægges hver tiende ældre patient inden for 30 dage efter udskrivelse fra hospitalet, og et tværsektorielt forskningsprojekt i Horsens vil derfor undersøge mekanismerne bag årsagerne til genindlæggelse for at skabe viden, der potentielt siden kan anvendes i indsatser, der skal nedbringe andelen af genindlæggelser blandt ældre. Projektet er en del af et større ph.d.-projekt og inddrager patienter, pårørende, praktiserende læger, hjemmesygeplejersker og hospitalsansatte.

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt