Der er stor tilfredshed blandt akademikerne med de nye offentlige overenskomster, der er indgået her i foråret. Det fremgår af resultatet af afstemningen om overenskomsterne, som paraplyorganisationen Akademikerne har offentliggjort.
97,9 procent af dem, der stemte, har således stemt ja. Der var også flertal for et ja i hver af de 26 medlemsorganisationer.
- Jeg er glad for, at medlemmerne har givet vores aftale et rungende ja.
- Det viser, at der er stor opbakning til arbejdet med at skabe offentlige arbejdspladser, hvor folk drømmer om at være, og et langt arbejdsliv man kan se sig selv i, siger Lisbeth Lintz, der er formand for Akademikerne.
Stemmeprocent på 43
Stemmeprocenten blandt de omkring 150.000 offentligt ansatte i stat, regioner og kommuner var 43. Det svarer ifølge Akademikerne til en stigning på 27 procent sammenlignet med forrige afstemning.
Overenskomsterne for akademikerne indeholder en generel lønstigning på mellem 6,5 og 7,5 procent, hvoraf størstedelen allerede udløses med virkning fra april i år.
Samtidig er der indført en opsparingskonto, hvor de ansatte kan veksle en del af deres pensionsindbetalinger til løn eller opsparing.
Endelig er der også indført en ny lønmodel, der sikrer, at de offentlige lønninger stiger nogenlunde i samme takt som på det private område.
Søndag var sidste frist for at afgive sin stemme. Senere mandag offentliggør Forligsinstitutionen det samlede resultat af afstemningen.
Akademikerne er en sammenslutning af faglige organisationer med medlemmer med en lang videregående uddannelse. Blandt dem finder man blandt andet Djøf, Dansk Magisterforening og Ingeniørforeningen.
Akademikerne forhandler normalt overenskomster gennem Forhandlingsfællesskabet på det kommunale og regionale område.
Denne gang har Akademikerne dog besluttet sig for at forhandle på egen hånd for de kommunalt og regionalt ansattes vedkommende, fordi man ikke kunne nå til enighed med Forhandlingsfællesskabet om fælles lønkrav.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.