
Ledige, virksomheder, selvstændige, kommuner og a-kasser, der til daglig bruger og har nytte af et velfungerende arbejdsmarked, kan se frem til en mindre bøvlet hverdag. Med 46 konkrete forslag vil beskæftigelsesminister Inger Støjberg fjerne bureaukrati i beskæftigelsesindsatsen.
For beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) er det afgørende, at der flyttes tid og ressourcer fra papirarbejde til arbejde med mennesker, oplyser Beskæftigelsesministeriet.
- Regeringen har ført - og vil fortsætte med at føre - en effektiv og intensiv beskæftigelsespolitik. Jeg vil aldrig gå på kompromis med den aktive indsats for ledige, men bøvlede regler og blanketter må ikke fjerne fokus fra det, som det hele handler om. Nemlig at få mennesker i job. Derfor har jeg i dag fremlagt en plan med 46 konkrete initiativer, der gør livet lettere for ledige, arbejdsgivere, selvstændige, kommuner og a-kasser.
- Regler er ikke i sig selv en dårlig ting. Men for mange regler kan være en kæp i hjulet på en god beskæftigelsespolitik. Derfor gælder det om at finde en balance mellem på den ene side en effektiv indsats med fokus på den enkeltes retssikkerhed og på den anden side et smidigt system, som kan understøtte indsatsen.
Planen indeholder 46 initiativer, som kommer fra borgere, virksomheder, organisationer og medarbejdere i kommuner og a-kasser. Mennesker, som i deres hverdag ved, hvor papirarbejdet har hobet sig op, og reglerne er for bureaukratiske.
Forslagene kommer flere målgrupper til gode:
Ledige skal fx ikke længere møde op til samtaler i jobcentret, i aktivering eller som udgangspunkt sende jobansøgninger, hvis de inden for fire uger starter i et nyt job, skal på barsel, eller forlader arbejdsmarkedet.
Virksomheder slipper fx for at udfylde og indsende blanketter til kommunen, når de har holdt sygefraværssamtaler med deres medarbejdere. For selvstændige bliver det fx nemmere, hvis de bliver syge eller deres medhjælpende ægtefælle ønsker at stoppe i virksomheden og modtage dagpenge eller efterløn.
A-kasserne skal fx ikke længere holde sygesamtale og udfylde en blanket, når deres medlemmer er ledige og bliver syge. Og for kommunerne betyder planen fx, at de får nemmere ved at sikre en effektiv og koordineret virksomhedsindsats i jobcentrene, da de får et samlet overblik over, hvilke virksomheder der har personer ansat på særlige vilkår.
Langt de fleste initiativer skal nu forhandles med de politiske partier i Folketinget, inden de kan blive gennemført ved lovændringer.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.