

Der skal penge på bordet fra statens side, før KL vil slå til og indgå en økonomiaftale. Sådan lyder status efter at KL's repræsentantskab torsdag blev opdateret på forhandlingernes fremadskriden.
KL har løseligt opgjort afstanden mellem parterne til omkring ti mia. kr., og som modsvar har finansminister Kristian Jensen (V) peget på den formueopbygning, der er sket i kommunerne - nogle af dem - og som tilsammen løber op i en lignende sum. Forhandlingerne er ikke gjort nemmere af, at kommunerne overskred både anlægsrammen og den samlede udgiftsramme i 2017.
For 2019 kompliceres situationen yderligere af, at det nu ikke kun er på anlægssiden, det kommer til at knibe med at holde udgifterne nede. Også serviceudgifterne er nu under pres, lyder KL's melding.
Den årlige armlægning om økonomien har denne gang endnu et element, der bidrager til uenigheden, nemlig en overgangsordning for ændringerne i udligningen mellem kommunerne. Ændrede kriterier vil påvirke nogle kommuners økonomi mærkbart, og finansministeren vil skyde et beløb ind for at mildne overgangen.
Men ikke uden betingelser, og betingelserne er ifølge KL uacceptable. Nemlig nye sanktionsmuligheder og ingen skattestigninger.
Det følger af almindelig forhandlingslogik, at finansministeren kommer til at lette lidt på låget til pengekassen, og at KL kommer til at stille sig tilfreds med mindre beløb, end man ville foretrække, men der tegner sig endnu ikke noget billede af, hvilken beløbsramme parterne kan enes om, og da slet ikke af om det er muligt at enes om vilkårene for den.
Forhandlingerne fortsætter fredag.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.