dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix.

Regeringen: Kommuner skal prioritere bedre i anlægsbudget

Kommuner kræver 21 mia. kr. til anlæg i 2019. Finansministeren vil fastholde det nuværende niveau
8. MAJ 2018 10.35

Finansminister Kristian Jensen (V) vil fastholde et beløb på 17 mia. kr. til anlægsopgaver i kommunerne i 2019. Det siger han inden de indledende forhandlinger tirsdag formiddag med KL kommunernes økonomiaftale.

- Vores udspil er det niveau, som vi har i dag, fordi det er vigtigt for os at holde fast i, at vi har haft et ekstraordinært højt niveau, og at vi skal tilbage på normalisering af kommunernes anlægsramme, siger Kristian Jensen.

Kommunerne kræver 21 mia. kr. Men ifølge Kristian Jensen kommer det ikke til at ske.

- Kommunerne skal prioritere skarpere. Jeg håber, at kommunerne vælger at prioritere folkeskoler og plejehjem som de områder, hvor de bruger deres anlægsramme, siger ministeren.

Ved sidste års forhandlinger krævede kommunerne en anlægsramme på 19 mia. kr. Regeringen ville give 15 mia. kr. I den endelige økonomiaftale for 2018 endte det med en ramme på 17 mia. kr.

- Vi vil holde fast på en anlægsramme, der er afpasset efter de økonomiske vilkår, der er i dagens Danmark. Vi kan se, at der er mangel på arbejdskraft i bygge- og anlægssektoren. Derfor nytter det ikke, at man bare lader kommunerne bruge alle de penge, de gerne vil, siger Kristian Jensen.

Den 'massive overskridelse'
Økonomiforhandlingerne foregår i år med det bagtæppe, at aftalen for sidste år ikke blev overholdt. For første gang siden 00'erne brugte kommunerne flere penge end aftalt, og det har regeringen varslet at ville 'drøfte' med kommunerne.

På anlægssiden havde kommunerne en ramme på 16,7 mia. kr., budgetterede med 17,2 mia. kr. og endte med at bruge 18,8 mia. kr. - altså overskridelser på henholdsvis 2,1 mia. kr. og 1,6 mia. kr. På driftssiden var rammen 241,9 mia. kr., budgetterne 241,4 mia. kr. og det faktiske forbrug 240,6 mia. kr., altså et underforbrug på henholdsvis 1,3 mia. kr. og 0,9 mia. kr.

Slutfacit var en samlet overskridelse på 0,8 mia. kr. af både det budgetterede og det aftalte beløb i forhold til en samlet ramme og budget på 258,6 mia. kr. Overskridelsen udgør altså 0,3 pct. af den samlede økonomi, hvilket af regeringen er kaldt 'massiv'. Det får KL's formand, Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) til at forudse vanskelige forhandlinger.

- Regeringen har blikket stift rettet mod kommunernes kassebeholdninger og mangler en grundlæggende forståelse for det massive udgiftspres, som vi for alvor oplever i den kommunale sektor, var hans svar på regeringens reaktion.

Ritzau / mk

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/regeringen-kommuner-skal-prioritere-bedre-i-anlaegsbudget

GDPR