dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Mette Frederiksen (S) deler hårde beskeder i et opslag på sociale medier. Flere lokalpolitikere oplever det samme.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Statsministeren deler opslag med grove kommentarer på sociale medier

Mette Frederiksen (S) fortæller om "voldsomme" kommentarer på sociale medier og opfordrer til debat. Flere lokalpolitikere oplever det samme.
21. APR 2024 13.39

Den hårde tone på sociale medier er ikke forsvundet. Den er en del af hverdagen for mange - også for statsminister Mette Frederiksen (S).

Det skriver hun i et opslag på de to medier Facebook og Instagram, hvor hun deler en række grove kommentarer, der er rettet mod hende.

- Som statsminister skal man selvfølgelig have en høj tolerance. Sådan er det, når ens beslutninger påvirker hverdagen for mange. Når man er passioneret omkring sine holdninger. Det er et vilkår.

- Men der er ord og kommentarer, som er så voldsomme, at ingen skal finde sig i det. Uanset om man deltager i den offentlige debat eller blot passer sit arbejde, lyder det i opslaget.

Antallet af beskeder og trusler i statsministerens indbakke er steget i den seneste tid, skriver hun. I opslaget opfordrer hun andre til at dele deres oplevelser, så der kan skabes en "nødvendig debat" om, hvordan man taler ordentligt til hinanden.

Også i lokalpolitik

Det er ikke kun politikerne på Christiansborg, som udsættes for en hård tone på især de sociale medier. I den seneste tid er flere eksempler blandt kommunalpolitikere kommet frem i lyset.

Blandt andet Birgit S. Hansen (S), borgmester i Frederikshavn, har besluttet ikke at genopstille. Beslutningen skyldes til dels de mange "trolde" på de sociale medier.

- Jeg vil ikke savne ''troldene'' på de sociale medier, mistænkeliggørelsen, motivspekulanterne, truslerne og de vedholdende argument-resistente kritikere, med hvem tonen med årene bliver hårdere og hårdere, siger hun.

Johan Brødsgaard (R), viceborgmester i Silkeborg, har også oplevet den hårde tone på grund af såkaldte internetkrigere. Den er blevet så slem, at han i marts valgte at droppe Facebook, som han mener er blevet en "svinesti".

Det seneste eksempel er Aabenraa Kommune, hvor man har politianmeldt foreningen "Jobcentrets ofre". Anmeldelsen kommer efter gentagne udhængninger af og klager over politikere og medarbejdere på især sociale medier. 

/ritzau/lal

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/statsministeren-deler-opslag-med-grove-kommentarer-paa-sociale-medier

GDPR