
Datatilsynets hjemmeside har været nede i knap et døgn efter et russisk hackerangreb. Det oplyser tilsynets kommunikationskonsulent Anders Due, som mandag eftermiddag kontaktede tilsynets it-leverandør om fejlen.
- Angrebet forårsagede en fysisk fejl i vores infrastruktur, som gjorde, at vi måtte genoprette stabil drift, lyder det fra leverandøren ifølge Anders Due.
Problemet var dog ikke blot begrænset til det danske datatilsyn. Flere statslige hjemmesider blev mandag ramt af angrebet, der er et såkaldt dDoS-angreb.
Det oplyser leverandøren, som siger, at angrebene kommer fra den russiske gruppe NoName057 (16).
Et dDoS-angreb er et målrettet overbelastningsangreb, hvor personerne bag oversvømmer eksempelvis en server med forespørgsler. Det kan få serveren til at bryde sammen. Et overbelastningsangreb er sjældent skadeligt på længere sigt.
Oppe igen
Tirsdag middag er Datatilsynets hjemmeside oppe at køre igen. Det har ikke været muligt at få svar på, hvilke andre hjemmesider der har været ramt af angrebet ud over Datatilsynets.
Bornholms Tidende skriver tirsdag formiddag, at Trafikstyrelsens hjemmeside også er blevet lagt ned af et dDoS-angreb siden mandag eftermiddag.
Det betyder blandt andet, at man ikke kan tilgå Bornholms Lufthavns hjemmeside for at se afgange og ankomster. Trafikstyrelsen driver lufthavnens administration.
Trafikstyrelsens hjemmeside er fortsat nede tirsdag middag.
Også Stevns Kommunes hjemmeside var nede fra mandag til tirsdag - og er nu oppe igen. Problemet er ifølge leverandøren det sammehackerangreb, oplyser kommunen til DK Nyt.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.