dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Lukas Jensen fra Vendsyssel FF efter oprykningen var sikret efter kampen mod Lyngby BK.
Liselotte Sabroe, Ritzau Scanpix.

Stadion-opgraderinger på vej efter goddag og farvel til Superligaen

Helsingør bygger nyt stadion netop som nedrykning er en realitet. Hjørring opgraderer efterhånden som der er råd
29. MAJ 2018 14.19

HJØRRING / HELSINGØR: Hjørring-fodboldklubben Vendsyssel FF spillede sig i weekenden i Superligaen, og dermed mødes klubbens hjemmebane med nye krav for at leve op til superliga-standard. Plads til 10.000 publikummer, heraf 3.000 siddende. Der er et stykke vej fra de nuværende 600 siddepladser og 7.500 pladser i alt.

I den anden ende af landet måtte FC Helsingør allerede i forrige weekend lide den tort at rykke tilbage i 1. divison efter et enkelt år oppe, men her er stadion-udfordringen af en anden karakter. Nemlig en heftig budgetoverskridelse af byggeriet af netop et 1. divisonsstadion.

Havde FC Helsingør overlevet, ville der have meldt sig nye krav, men det gamle stadion levede ikke engang op til kravene til 1. division, så et nyt skulle bygges formedelst 57 mio. kr. Desværre var buddene ved licitationen 23 mio. kr. højere, så det var et noget ærgerligt byrådsflertal, der mandag bed i det sure æble og stemte byggeriet igennem til den højere pris.

Borgmester Benedikte Kiær (K) var på et byrådsmøde mandag efter eget udsagn 'megahamrende' vred over, at rådgivningen om prisen på stadion havde ramt så meget forkert, men alligevel stemte 19 af 25 for byggeriet. Socialdemokratiet blev delt, så seks stemte for sammen med ni konservative og en fra hver af partierne De Radikale, Lokaldemokraterne, SF og Venstre, og to imod sammen med to fra Enhedslisten og to fra Dansk Folkeparti.

I Hjørring gælder stadionplanerne en løbende opgradering fremfor noget helt nyt. Det eksisterende stadion fik en større makeover i 2015 med penge fra kommune og sponsorer, og allerede inden Vendsyssel FF's oprykning var der gang i udbygning med nye faciliteter, skriver Nordjyske.

- Alt er tilrettelagt i en masterplan, så stadion bliver udbygget i takt med, at finansieringen falder på plads, siger leder Lars Nielsen fra Hjørring Hallerne, som stadion sorterer under.

Pengene til de igangværende forbedringer kommer blandt andet fra bevillinger fra Hjørring Kommune på to gange tre mio. kr., men ifølge borgmester Arne Boelt (S) kræver det yderligere fem-seks- mio. kr. at køre planerne helt i mål. Han vil 'have fat i det lokale erhvervsliv', siger han til Nordjyske med henvisning til den model, Mariagerfjord Kommune benyttede, da Hobro IK i 2014 rykkede op fra 1. division med et stadion, der ikke holdt superligastandard.

mk

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/stadion-opgraderinger-p-vej-efter-goddag-og-farvel-til-superligaen

GDPR