Sports- og Kulturcampus for 128 mio. kr. sat på skinner

MT Højgaard, Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening har netop indgået en aftale om hovedentreprisen på det kommende Sports- og Kulturcampus i Gellerup, og unge ledige kan komme i pratik.

AARHUS: MT Højgaard har netop vundet udbuddet om hovedentreprisen på det kommende Sports- og Kulturcampus, der til april skal opføres i hjertet af det nye Gellerup. 128,5 mio. kr. kommer det ambitiøse byggeri til at koste. Et byggeri, der skal fungere som mødested og udflugtsmål for nuværende og nye beboere og for gæster udefra.
 
- Jeg har store forventninger til opførelsen af det nye Sports- og Kulturcampus. Det skal være det bankende hjerte i Aarhus’ største byomdannelses- og integrationsprojekt nogensinde. Et sted som med sine rammer og tilbud skaber sunde fællesskaber inden for bevægelse, kultur og ophold. Med valget af hovedentreprenør er vi nu tæt på at sætte byggeriet i gang, siger Rabih Azad-Ahmad (R), rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune.
 
Sports- og Kulturcampus bliver på hele 7.500 kvadratmeter. Det kommer til at indeholde et bibliotek med en folkesundhedsfunktion og et samlingshus. Der bliver også et kulturproduktionssted, Gellerup Art Factory, samt et bevægelseshus. Bevægelseshuset bliver det første af sin slags og skal indeholde faciliteter til cirkus, klatring, gøgl, dans, artisteri og klubfaciliteter. Det hele bindes sammen af Verdenspladsen, der med sine 1.500 kvadratmeter bliver det centrale mødested for hele bydelen og de mange gæster og brugere af Sports- og Kulturcampus.
 
- MT Højgaard har erfaring med at arbejde i området og har blandt andet renoveret en af blokkene i området, så jeg har stor tiltro til, at vi med MT Højgaard som entreprenør får bygget nogle fantastiske rammer til vores nye Sports- og Kulturcampus, siger Keld Albrechtsen, formand for Brabrand Boligforening.
 
Byggeriet af Sports- og Kulturcampus begynder i løbet af foråret og forventes at stå færdigt om et par år.
 
I byggeperioden vil MT Højgaard i samarbejde med Det boligsociale Hus og Aarhus Kommune give mulighed for unge ledige at komme i praktikforløb i byggeriet for forhåbentlig på sigt at komme i job.

MG

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt