
Fejringen af 100-året for Genforeningen sidste år blev ramt af corona, men søndag sker en vigtig del af fejringen med et års forsinkelse, nemlig dronning Margrethes besøg i Sønderjylland.
Sammen med kronprins Frederik og prins Christian vil dronningen kl. 10 køre over den gamle grænse ved Frederikshøj syd for Kolding, hvor Christian 10. red over grænsen på sin hvide hest. Her vil der først være taler af borgmester Jørn Pedersen (V) og regionsformand Stephanie Lose (V), før dronningen selv holder tale.
På grund af corona bliver der dog tale om et lukket arrangement, oplyser Kolding Kommune, som har udloddet nogle billetter via to ugeaviser og på Facebook.
Gudstjeneste i Haderslev
Fra Frederikshøj går turen gennem Christiansfeld, hvor der bliver vinke-mulighed, og hvor gardehusarerne bor og træner karetkørsel i dagene op til søndag.
Derefter ankommer de tre generationer af kongelige til Haderslev, hvor de kl. 11 deltager i en festgudstjeneste i domkirken. Her deltager også folketingsformand Henrik Dam Kristensen (S), statsminister Mette Frederiksen (S), Tysklands forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier og Slesvig-Holstens ministerpræsident, Daniel Günther.
- Der er på grund af corona-reglerne kun plads til ca. 160 gæster i Haderslev Domkirke, men heldigvis kan alle se med derhjemme i stuerne, for DR sender både før, under og efter gudstjenesten, siger borgmester H.P. Geil (V).
Ikonisk foto genskabes
Kl. 12 besøger dronningen Folkehjem i Aabenraa. Her får hun overrakt blomster af Thea Hansen, et tipoldebarn til H.P. Hanssen, der var den førende danske politiker, mens Sønderjylland var tysk.
Derefter vil borgmester Thomas Andresen (V) vise dronningen rundt i den nye Genforeningsparken, som er kommunens fyrtårnsprojekt i forbindelse med markeringen af 100-året. Hun vil blandt andet blive præsenteret for en tidslinje over Slesvig-Holstens tilhørsforhold til Danmark, nedfræsede fodspor til minde om de ca. 3.000 sønderjyder, der hørte H.P. Hanssens tale 17. november 1918, og en ny mindeplade for dagens besøg.
Desuden genskabes et ikonisk genforeningsfoto fra kongefamiliens besøg på Folkehjem i 1920, hvor dronning Margrethe vil indtage sin bedstefar, Christian 10.'s, plads på billedet. Og dronningen vil træde ud på balkonen på Folkehjem, hvor borgmesteren vil udråbe et nifoldigt leve.
Kommunen sender live fra besøget på sin Facebookside.
Aften i Sønderborg
Efter en frokost i Aabenraa deltager dronningen i en ceremoni på Dybbøl Banke kl. 13.45, derpå besøger hun Deutsches Museum i Sønderborg, og 16.30 overværer hun et genforeningsshow i koncertsalen Alsion i Sønderborg.
Om aftenen holder dronningen reception for indbudte gæster på Kongeskibet Dannebrog, som ligger i Sønderborg Havn, efterfulgt af en middag for det tyske præsidentpar og det danske statsministerpar.
Kongehusets video fra Genforeningen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.