MORSØ: Fremover hedder borgmesteren på Mors ikke Hans Ejner Bertelsen, men Jens Dahlgaard. Og han repræsenterer ikke Venstre, mens Socialdemokratiet.
Dermed er en gammel Venstre-højborg faldet. Det sker efter et længere tilløb, hvor Socialdemokratiet, De Radikale og De Konservative, det såkaldte ABC-hold, sammen har agiteret for, at kommunen havde brug for et borgmesterskifte.
Jens Dahlgaard kan ovenikøbet sætte sig i borgmesterstolen med det største personlige stemmetal - 14,5 pct. af samtlige stemmer i kommunen. Til sammenligning fik den siddende borgmester 7,7 pct.
Håber på bredt samarbejde
- Jeg er så glad for, at det, vi satte i gang for et par år siden, er lykkedes. Jeg bliver helt rørt nu, sagde den kommende borgmester på live-tv.
Selv om det har været et erklæret mål at vælte borgmesteren, håber han, at det lykkes at få et godt samarbejde med Venstre, som med otte mandater blev kommunens største parti. S fik syv og har sammen med to radikale, en konservativ, en SF'er og en DF'er flertal på 12 af 21.
- Det er sådan i lokalpolitik, at når først vi kommer i gang, skal vi nok finde ud af det. Jeg håber, at Venstre og Danmarksdemokraterne vil overveje at gå med i konstitueringen. Jeg vil ikke anfægte, at man er ked af det, det er jeg helt med på, siger han.
Hans Ejner Bertelsen har været borgmester i 12 år siden KV13. Han er 67 år.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.





















