
Det bliver svært at vende tilbage til en normal hverdag i landets folkeskoler efter sommerferien, hvis de nuværende krav om en meters afstand mellem eleverne fortsat skal være gældende. Sådan lyder det fra KL.
Afstandskravet gør, at mange skoler er nødt til at opdele klasserne. En del skoler har desuden været nødsaget til at tage idrætshaller eller telte i brug til undervisningen.
- Som det er i dag, kan vi ikke give eleverne det fulde antal timer. Vi kan heller ikke give dem undervisning i alle fag. Vi risikerer at komme til at stå med et stort fagligt efterslæb. Især hos de elever, der i forvejen er sårbare, siger Thomas Gyldal Petersen (S), der er formand for KL's børne- og undervisningsudvalg.
Skal kunne planlægge næste skoleår
Der var oprindeligt et krav om to meter mellem eleverne i folkeskolen, da de genåbnede efter nedlukningen, men det er siden sænket til en meter. Nu vil kommunerne af med det nuværende afstandskrav. Thomas Gyldal Petersen peger på, at den øvrige del af samfundet er ved at være oppe i omdrejninger.
- Det allervigtigste hensyn er, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt at gå i skole. Genåbningen af samfundet går hurtigt nu. Vi kan gå i fitnesscentre og til fysiske fritidsaktiviteter, køre i fyldte busser og holde fest til klokken to om natten.
- Derfor vil det give skuffede forventninger, hvis elever, forældre og medarbejdere møder ind til skoler efter sommerferien, som fortsat kun er delvist genåbnet, siger Thomas Gyldal Petersen.
Hos Skolelederforeningen mener formand Claus Hjortdal ligeledes, at der skal en afklaring på plads, så skolerne kan planlægge næste skoleår.
- Det strammer meget til ude på skolerne, eftersom der kun er meget kort tid til, at den praktiske planlægning skal være færdig.
- Derfor er det nødvendigt at kende retningslinjerne, så skoleledelsen sammen med skolens personale kan skabe en så tryg og god skolestart for elever og forældre som overhovedet muligt, siger han i en skriftlig kommentar.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.