Skjulte optagelser får udvalgsformand til at kræve handling
Venstres Jane Heitmann vil have sundheds- og ældreministeren til at se nærmere på hele ældreområdet efter sagen fra Kongsgården i Aarhus, hvor brugen af skjulte optagelser deler vandene.
Foto: Philip Davali, Ritzau Scanpix

Skjulte optagelser får udvalgsformand til at kræve handling

Ekstra Bladet har vist plejehjemsoptagelser, selvom TV 2 har fået fogedforbud. Sundheds- og ældreformand, Venstres Jane Heitmann, vil have ministeren på et eftersyn af hele ældreområdet.
7. JUL 2020 15.00
TEMA: Kongsgården

AARHUS: Efter Ekstra Bladet besluttede at vise nogle af de skjulte optagelser af omsorgssvigt på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus, som TV 2 har fået fogedforbud mod at vise, har debatten bølget hele tirsdag. Og nu kræver flere politikere handling. 

Det fortæller blandt andre Venstres ældreordfører Jane Heitmann til Berlingske. Hun kalder både optagelserne 'chokerende, uværdige, og det er fuldstændigt uacceptabelt'.

Derfor kræver hun nu et 360-graders eftersyn af ældreområdet.

- Der er et brug for et 360-graders eftersyn af hele ældreplejen. Derfor har jeg opfordret ministeren til at indkalde partiernes ordførere til en drøftelse af tilsyn, anmeldte og uanmeldte besøg. Men også af plejepersonalets kompetencer, siger Jane Heitmann, der også er formand for Folketingets sundheds- og ældreudvalg, til Ritzau.

Både Jane Heitmann og SF's ældreordfører, Kirsten Normann Andersen, kender til flere af denne slags sager rundt om i hele landet, og derfor er der behov for et eftersyn.

Rådmand vil ikke politianmelde

Aarhus' ældrerådmand, Jette Skive (DF), oplyser til TV 2, at hun ikke har i sinde at politianmelde Ekstra Bladet, da hun hele tiden har ment, 'vi alle sammen ville have godt af at se disse optagelser'.

Dog kan piben få en anden lyd, hvis juraen dikterer det, fortæller hun til tv-kanalen:

- Så som rådmand siger jeg nej (til at anmelde overtrædelsen af fogedforbuddet, red.), men hvis juraen siger noget andet, må jeg jo bøje mig for det. Jeg formoder heller ikke, at Sundhed og Omsorg gør det, men jeg kan selvfølgelig blive klogere. Jeg er som sagt ikke jurist, siger hun

Vil have sagen i Højesteret

Selvom TV 2 har fået fogedforbud i både by- og landsret mod at vise optagelserne, gjorde Ekstra Bladet det altså alligevel. Og ifølge juraprofessor Sten Schaumburg-Müller fra Syddansk kan den offentlige interesse da også veje tungere end kvindens demens, som i følge retterne gør hende ude af stand til at samtykke til at vise optagelserne. Det på trods af, at kvindens pårørende har sagt god for at vise dem.

- Man kan diskutere afvejningen mellem beskyttelsen af den private og hensynet til offentligt interessante spørgsmål. Jeg hælder mest til at mene, at hensynet til at kunne diskutere og se, hvad der foregår, vejer tungere, siger han til Ritzau.

Han vil ikke gisne om, om optagelserne kommer til at blive offentliggjort. TV 2 arbejder på at få sagen for Højesteret, da optagelserne kan skabe præcedens for lignende sager i fremtiden.

FOA: Vores medlemmer skal ikke filmes skjult

Ifølge FOA's formand, Mona Striib, er situationerne ikke i orden. Fagforbundet vil dog ikke acceptere, at medarbejderne skal udsættes for skjult kamera.

- Vi vil gerne have, at situationerne kommer frem, så de kan stoppes omgående. Men vi vil ikke acceptere, at medlemmer skal finde sig i skjult kamera.

- Vi synes, det er umanerlig dumt, at Ekstra Bladet viser klippene, der er nedlagt fogedforbud mod, siger hun til Ritzau.

I den konkrete sag er den demente kvinde flyttet til et andet plejehjem, og Aarhus har erkendt de kritisable forhold. Ledelsen er fyret, og kommunen har desuden oprettet en en klagefunktion.

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt