SJÆLLAND: I dag mødes miljøministeren med borgmestrene og regionsrådsformanden fra Region Sjælland for at pege på væsentlige principper for en bæredygtig byudvikling og infrastruktur i regionen. Målet er at dæmpe biltrafikken og spare CO2, oplyser Miljøministeriet.
Nye boliger og arbejdspladser uden for hovedstadsområdet skal så vidt muligt ligge i de større sjællandske byer med togstationer. Det bør den kommunale og regionale planlægning medvirke til, fordi det kan spare klimaet for 46.000 tons CO2 om året på grund af mindre transport, samtidig med at folk bruger mindre tid på at komme til og fra arbejde.
Det er nogle af konklusionerne i rapporten Strukturbillede 2030, som afslutter halvandet års tæt samarbejde mellem de 17 kommuner i Region Sjælland, Regionen, Transport- og Miljøministeriet og Trafikselskabet Movia om at udvikle principper for bæredygtig byudvikling og infrastruktur i regionen. Læs Strukturbillede 2030 og den tilhørende miljøvurdering.
De nye principper skal blandt andet bidrage til, at byerne i region Sjælland bliver mere konkurrencedygtige overfor hovedstadsområdet ved at udnytte mulighederne i den kollektive trafik.
Selv om principperne ikke er bindende for kommunerne, er de enige om, at de bør kunne genfindes i kommunale og regionale og trafikale planer for området.
- Det bliver spændende at følge, hvordan kommuner og regioner vælger at anvende de nye planlægningsprincipper. Det giver rigtig god mening at udnytte det fulde potentiale af jernbanenettet på Sjælland, der er et af de mest forgrenede i landet. Ved at satse der, kan kommunerne gavne miljøet og borgere samtidig med, at de styrker sig i konkurrencen med hovedstadsområdet, siger miljøminister Karen Ellemann (V).
Henrik Holmer (S), formand for Kommunekontaktrådet (KKR) ser frem til høringen:
- Det er vigtigt for kommunerne at have et fælles grundlag for drøftelserne med staten om den kommende byudvikling og udbygningen med jernbaner, busser og vejnettet i øvrigt. Vi har haft en god dialog med Transportministeriet, MOVIA, Region Sjælland og Miljøministeriet, og nu håber vi, at det også vil resultere i, at kommende statslige planer tager udgangspunkt i de fælles visioner. I kommunerne vil vi i kommuneplanerne arbejde videre med strukturbilledet og idékataloget.
- For Region Sjælland er det vigtigt at få forbedret transportforholdene for regionens borgere, som er dem, der rejser længst i Danmark for at komme på arbejde. Sjællandsprojektet fastlægger nogle gode principper for, hvordan vi gennem planlægning kan arbejde videre med at nedsætte transporttider, styrke den kollektive trafik og dermed også medvirke til klimaforbedringer. Der er problemer med at komme frem på vejnettet, og den kollektive trafik skal gøres mere attraktiv at anvende. Det vil Region Sjælland, i samarbejde med de to ministerier og de 17 kommuner i regionen, arbejde for at gøre noget ved, siger regionrådsformand Steen Bach Nielsen (S).
Den største miljøgevinst, i form af sparet CO2, kommer fra boliger, der lægges i byer med togstation, i stedet for som nu, hvor mange nye boliger placeres som spredt byvækst. Det er yderligere en fordel, hvis byens boliger og arbejdspladser kommer tæt på stationen. Endelig er en større boligtæthed godt for miljøet. Det viser den miljøvurdering, der indgår i projektet.
Fakta: Der bor 830.000 mennesker i Region Sjælland. Befolkningstallet forventes at stige med 60.000 i de næste 20 år samtidig med, at der kan blive brug for 90.000 nye boliger, og der kan komme 25.000 nye arbejdspladser. Arbejdsstyrken i Region Sjælland er i dag ca. 400.000 personer. Heraf pendler ca. 100.000 hver dag mod hovedstaden. Samtidig pendler ca. 25.000 hver dag ind i Region Sjælland.
Strukturbillede 2030 og den tilhørende miljøvurdering er i høring til den 7. juni 2010. I forbindelse med projektet er der også udarbejdet et idékatalog.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.