
SILKEBORG: Efter et fejlslagent forsøg sidste år på at slå 27 folkeskoler sammen til ni enheder gør Silkeborg Byråd nu et nyt forsøg på at reformere kommunens skolestruktur. Ligesom det første forslag bevarer det nye alle 27 hidtidige adresser, men i alt fem skoler slås sammen til fremover to enheder, og af de resulterende 24 skole-enheder skal de 22 indgå forpligtende samarbejde i otte grupper med mellem to og fire deltagere.
Ændringerne skal træde i kraft ved indgangen til skoleåret 2017-2018, altså et år senere end det var tiltænkt, da byrådet sidst sendte et skolestruktur-forslag i høring. Dengang var forældreprotesterne så massive, at begge de to store partier Venstre og Socialdemokraterne bøjede sig for dem i samme øjeblik, høringsfristen var udløbet.
Det nye forlig har som det foregående et bredt flertal bag sig. Kun Enhedslisten står udenfor, men De Konservative er gået med denne gang, så forslaget har støtte fra 29 ud af 31 byrådsmedlemmer mod 27 sidst.
Nok så væsentligt for modtagelsen i høringsfasen er det formentlig, at sammenslag af skoledistrikter denne gang kun berører i alt fem skoler. Sidst var det i vidt omfang usikkerhed om, hvor børnene helt konkret skulle gå i skole, der drev protestbølgen, og alene af den grund må det nye forslag forventes at støde på færre indvendinger.
Den politiske aftale skal nu finpudses til et beslutningsgrundlag, der kan godkendes i Silkeborg Byråd den 23. maj. Derefter følger to ugers høring i skolebestyrelserne og en endelig byrådsbeslutning i juni, så det hele kan træde i kraft i valgåret 2017.
Læs eller download Politisk aftale om den fremtidige skolestruktur i Silkeborg Kommune.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.