SFO-leder kunne 'desværre ikke ansætte fleksjobbere'

Pædagog med bevilget fleksjob blev afvist på forhånd til stilling i fritidsordning. Det kostede.

En pædagog, som efter en arbejdsskade var bevilget løntilskud til fleksjob, kom slet ikke i betragtning til en stilling som pædagog på en skole. Og det var i strid med loven om forskelsbehandling.

Lederen i SFO'en svarede blandt andet: 'Tak for din ansøgning. Jeg har desværre ikke mulighed for at ansætte fleksjobbere. Held og lykke med jobsøgningen.'

Det ville ansøgeren ikke acceptere. Han var bevilget fleksjob på 15 timer ugentligt og havde de seneste seks år arbejdet i en børnehave i et fleksjob som pædagog 15 timer ugentligt. Stillingsopslaget lød på 14-19 timer.

Pædagogen klagede til Ligebehandlingsnævnet, som i en afgørelse har vurderet, at pædagogen var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

12.500 kr.
Pædagogen havde et skånehensyn, der gik ud på ingen tunge løft og begrænset fysisk belastning, men skolen havde ikke bevist, at det skulle være det, afvisningen gik på - og at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.

At SFO-lederen på skrift har afvist pædagogen med direkte henvisning til fleksjob gjorde det tilsyneladende nemt at afgøre sagen. Pædagogen fik medhold og skal have en godtgørelse på 12.500 kr.

Det hører også med til historien, at pædagogen efter den første afvisning skrev tilbage til lederen og pegede på, at 'hvis det er pga. ekstra papirarbejde i forbindelse med af en fleksjob ansættelse, så klarer jobcentret jo netop dette. Og som jeg er orienteret, er der ikke ekstra arbejde for dig som arbejdsgiver i forhold til en ordinær pædagogstilling'.

 

 

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt