dkhavenergi
dkvindkraft
dknyt
dksocial
dksundhed
dkindkob
DK Debat
DK Stillinger
Så blev det KLs tur: Endnu et resultatløst strejkemøde
- Meningen med en konflikt er jo, at parterne sætter hinanden under pres og kører hinanden trætte, siger KL's chefforhandler Michael Ziegler (K) forud for mødet med Dansk Sygeplejeråd.
Foto: Philip Davali, Ritzau Scanpix

Så blev det KL's tur: Endnu et resultatløst strejkemøde

OPDATERET: Efter resultatløst møde med Danske Regioner mødtes også KL's chefforhandler Michael Ziegler med sygeplejerskerne.

Ikke helt overraskende kom der ikke nogen afklaring på sygeplejerskekonflikten, da Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen torsdag mødets med den anden af hendes medlemmers store arbejdgivere, KL. Et møde onsdag med Danske Regioner endte ligeledes uden resultat.

De kommunale arbejdsgivere var repræsenteret ved formanden for KL's løn- og personaleudvalg, Høje-Taastrups borgmester, Michael Ziegler (K), og han mener, at der snart skal findes en løsning.

- Konflikten har kørt en rum tid. Vi er simpelthen nødt til at opretholde dialogen. På et tidspunkt skal der findes en løsning. Sygeplejerskerne skal tilbage på arbejde, og borgerne skal have det fulde serviceniveau, de fortjener, sagde han forud for mødet.

Aldrig rart

Formålet med mødet var ifølge Ziegler, at "vi bliver klogere på, hvordan vi gensidigt ser situationen lige nu".

- Nu har de strejket hen over sommerferien. Meningen med en konflikt er jo, at parterne sætter hinanden under pres og kører hinanden trætte. Det er en del af modellen, selv om det aldrig er rart. Nu er et godt tidspunkt til at få genoptaget dialogen og se, hvordan de to parter ser muligheden for at finde en vej ud af det her, sagde Michael Ziegler.

- Men det er svært at se løsningerne lige her og nu. Derfor må vi tænke videre og se, om andre kan komme på banen, lød konklusionen efter mødet fra Grete Christensen.

- Vi har haft en god udveksling, og vi har fortalt hinanden om strejkens konsekvenser. Begge parter er blevet klogere på hinandens synspunkter, og er enige om at strejken på dette område har konsekvenser, sagde Grete Christensen.

Ritzau

OPDATERET 10.20 efter mødet.