
Danske Regioner holder topmøde i denne uge og har brugt anledningen til at sende en lind strøm af initiativer og forslag ud i offentligheden. Den røde tråd synes at være, at regionerne vil have mere indflydelse og allerhelst overtage kommunernes rolle tæt på borgernes sundhed.
Det synspunkt mødte forventelig modstand fra KL og en salomonisk vægtet udtalelse fra regeringen. Alle er dog enige om, at noget må gøres, så den nære sundhed bliver mere ligeligt fordelt mellem borgerne.
Balance skal der også være rent partipolitisk, når en landspolitiker kommer ud i kommunerne. Det må være læren, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) i januar besøgte et plejehjem i Odder og bl.a. tog en svingom med en af de lokale beboere. Desværre viste det sig, at kun socialdemokratiske politikere kendte til besøget. Det mødte så meget modvind efterfølgende, at kommunen nu har ændret sine retningslinjer for kommende politikerbesøg, så de relevante udvalgsformænd og næstformænd som minimum skal inviteres.
Rundtomkring i partierne er man ved at pudse formen af til næste års kommunalvalg, og ikke mindst bestemme sig til hvem der skal være borgmesterkandidater. Flere steder er siddende borgmestre genvalgt som spidser. I Slagelse fejede en S-kandidat al modstand af banen, mens udfordreren til S-borgmesteren i Roskilde endte med at tabe en urafstemning blandt partiets medlemmer, selv om hun i første omgang havde fået flest stemmer.
I Frederikshavn er der flere, som vil være borgmester efter stemmeslugeren Birgit S. Hansen (S) – som nu overvejer en fremtid i landspolitik – mens en 29-årig K-komet fik enstemmig opbakning som ny spidskandidat i Hillerød, dog til ærgrelse for den hidtidige spids.
I den mere tekniske afdeling står affaldssortering højt på kommunernes dagsorden, og DK Nyt kunne torsdag vise et stort set grønt danmarkskort over, hvilke kommuner der er i mål med affaldsbekendtgørelsen.
I Skive og Lemvig skal læreruddannelserne lukke for at gøre uddannelsen bedre, måtte man forstå på VIA University Colleges rektor. Et millionunderskud spiller dog også ind. Millioner er ligeledes omdrejningspunktet i en verserende retssag, hvor jobcentre i fem kommuner angiveligt er blevet udsat for bedrageri fra et døvetolkefirma.
Der er fortsat ballade i organisationen bag Folkemødet på Bornholm, hvor pressechefen i denne uge gik ud ad svingdøren med øjeblikkeligt varsel og en salut om, at “dårlig ledelse spænder ben for, at dygtige folk kan gøre deres arbejde ordentligt”. Den opsigelse kommer i forlængelse af længere tids uro og utilfredshed med direktøren.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.