
ODDER: Det får et konkret politisk efterspil i Odder Kommune, at statsminister Mette Frederiksen (S) i januar besøgte et plejehjem i byen til en fest med musik og dans. Efterfølgende blev det nemlig kritiseret, at det udelukkende var andre socialdemokrater, der kendte til besøget og var inviteret til det.
Byrådet i Odder havde sagen på dagsordenen på sit seneste møde møde som "justering af retningslinjer for politikeres besøg på kommunale institutioner".
- Kommunalbestyrelsen har diskuteret hændelsen fra januar igennem og er kommet frem til, at nu skal vi videre, uanset hvad der gik galt dengang. For noget gik jo galt. Men når det så er sagt, er der kun tale om få - men yderst vigtige - rettelser i forhold til de daværende regler, siger formanden for udvalget for sundhed og voksne, Finn Thranum (V), til Horsens Folkeblad.
Det var ham, der bad om en redegørelse om Mette Frederiksens besøg, efter at fagbladet Journalisten havde fået aktindsigt og beskrevet de nærmere omstændigheder ved begivenheden i januar.
Blandt andet var det band, der spillede, booket af Socialdemokratiet, ligesom partiet havde programsat besøget, så politikere fra de øvrige partier i Odder Kommune ikke dukkede op. Samtidig blev arrangementet dækket af kommunens kommunikationsafdeling.
Af politikere var der ud over Mette Frederiksen kun plads til den socialdemokratiske borgmester, Lone Jakobi, samt den lokale folketingskandidat for Socialdemokratiet Dorthe Hindborg. Sidstnævnte deltog dog ikke pga. sygdom.
Nye retningslinjer vedtaget
Fremover bliver formandskabet for det relevante fagudvalg, foruden borgmesteren, inviteret, når der er institutionsbesøg i Odder Kommune fra eksterne politikere, fx ministerbesøg. Borgmester og formandskab kan også i fællesskab beslutte at invitere bredere, så enten udvalget eller hele kommunalbestyrelsen inviteres, hvis det findes relevant.
Det fremgår af referatet fra byrådsmødet, hvor de tilrettede retningslinjer blev vedtaget.
Finn Thranum understreger over for Horsens Folkeblad, at han ikke bragte sagen op, fordi han selv følte sig forbigået ved besøget i januar:
- Det lever jeg nok med, men jeg synes faktisk, at det er vigtigt, at både formænd og næstformænd i fagudvalget får mulighed for at tale med de ministre, som styrer deres fagområde. Så jeg er glad for, at reglerne er blevet udpenslet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.