SORØ: Under tæt mediebevågenhed omstødte landsretten i juli en byretsdom fra december sidste år mod en tidligere idrætslærer for voldtægt mod en 13-årig pige på en skole i Dianalund.
Byretten i Næstved havde givet seks år for voldtægt, men med en anke til Østre Landsret blev det til to år for sex med en mindreårig og en frakendelse af retten til at arbejde med unge under 18 år i stedet.
På den baggrund vil regeringen nu ændre loven, så det ikke kan ske igen. Det fortæller Socialdemokratiets retsordfører, Jeppe Bruus, til TV2 Øst.
- Når du har et forhold mellem en over 30 år og en på 13 år, så mener jeg simpelthen ikke, det kan være andet end voldtægt. Det er ikke et ligeværdigt forhold, og så er lovgivningen ikke god nok.
- Når dommen kan falde ud, som den gør, så er det min opgave som lovgiver at kigge på, om lovgivningen er god nok, og det mener jeg ikke, den er. Og derfor må vi lave den om, siger han til tv-kanalen.
Ikke grundlag for Højesteret
Samme toner lød også fra SF og Venstre efter landsrettens omstødelse. Derfor er sagen på dagsordenen, når Folketinget vender tilbage i oktober, og Jeppe Bruus forventer da også politisk opbakning.
Anklagemyndigheden overvejede, om sagen kunne hæves til Højesteret, men vurderede ikke, at det ville blive tilladt i Procesbevillingsnævnet. Det oplyste Henriette Rosenborg Larsen fra Rigsadvokaten, der havde 'vendt og drejet sagen' for at se, om der var grundlag for en ansøgning.
Den 32-årige tidligere idrætslærer var tidligere i år også tiltalt for flere tilfælde af blufærdighedskrænkelse. De sager kom for dagens lys efter medieomtalen af voldtægten af den 13-årige, som foregik i 2018. Disse blev han dog frikendt for, da domsmandsretten ikke mente, at der var tale om strafbare berøringer.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.