dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
KL's formand Martin Damm (V) mener, at den nye aftale er god for kommunestyret.
KL

Regeringen og KL indgår aftale om ny selvbudgetteringsordning

Fremover skal ordningen fokusere mere på kommuners egen udvikling, mens aftalen sikrer mere økonomisk stabilitet.
19. FEB 2025 9.18

Regeringen og KL har indgået en aftale om ændringer af selvbudgetteringsordningen.

Der lægges op til, at ordningen videreføres på en ny måde, hvor det primære fokus er på kommunernes egen udvikling, og den derfor vil være relevant for en mindre gruppe af kommuner i vækst.

Den nye aftale sikrer en øget økonomisk stabilitet og bedre budgetsikkerhed for de kommuner, der vælger ordningen med statsgaranti.

Kommunernes mulighed for at selvbudgettere med egne, lokale skøn bevares, hvilket betyder, at ordningen fortsat vil give kommunerne mulighed for at tilpasse deres budgetter til lokale forventninger om skatteindtægter og folketal.

Men fremover vil de kommuner, der har valgt at selvbudgettere, primært træffe valget på baggrund af udviklingen i egen kommune. Dette skal mindske virkningerne i ordningen og gøre det relevant for færre kommuner at selvbudgettere.

Der indføres også et "sikkerhedsnet", som øger budgetsikkerheden for de kommuner, der vælger statsgarantien. Der sættes nemlig en øvre ramme for de samlede gevinster for selvbudgettering på maksimalt 1,5 mia. kr. Dette udgør samtidig den maksimale modregning for selvbudgettering i kommunernes samlede bloktilskud.

Lovforslag sat på pause

Det planlagte lovforslag om at afskaffe selvbudgettering blev sat på pause i november, og siden har KL og regeringen arbejdet hen mod den nye aftale.

- Vi har været i maskinrummet med regeringen og fundet en løsning, som alle kan se sig selv i. Det viser styrken i, at vi finder løsninger sammen. Det er rigtig godt for kommunestyret. Modellen bevarer både frihedsgrader og ansvar hos kommunalbestyrelserne og skaber større økonomisk sikkerhed og stabilitet for de kommuner, der vælger statsgaranti, siger Martin Damm (V), formand for KL.

Også KL's næstformand Peter Rahbæk Juel (S) peger på, at den nye ordning giver mere økonomisk stabilitet.

- Det har været vigtigt for os, at vækstkommuner stadig kan selvbudgettere med både udviklingen i folketallet og skattegrundlaget. Dermed kan man få gavn af det, der sker i ens egen kommune og skabe sammenhæng mellem den skat, borgerne betaler, og den service, man kan levere. Samtidig har vi fået en model, der sikrer os mod store usikkerheder, som dem vi har set i kommunernes økonomi de senere år, siger han.

Træder i kraft inden budget 2026

Det er regeringens intention, at de kommuner, der i 2024 og 2025 har valgt statsgaranti, ikke skal stilles værre, end hvis de havde valgt selvbudgettering efter den nuværende ordning.

Den nærmere håndtering fastlægges i forbindelse med, at efterreguleringen for selvbudgetteringen i de to år kendes.

Lovgivning om ændringen af selvbudgetteringsordningen fremsættes til foråret for at kunne træde i kraft inden kommunernes budgetter for 2026. Det tidligere forslag om, at Fanø Kommune årligt tildeles et ø-tilskud fra 2026, vil indgå i lovforslaget.

Læs hele aftalen her.

SRS

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/regeringen-og-kl-indgaar-aftale-om-ny-selvbudgetteringsordning

GDPR