Regeringen afsætter nødpulje til foreninger
Foto: Ida Guldbæk Arentsen, Ritzau Scanpix

Regeringen afsætter nødpulje til foreninger

I næste uge er regeringen klar til at afsætte en nødpulje til små foreninger og frivillige organisationer, så de kan hjælpe hjemløse og sårbare borgere, lyder det fra social- og indenrigsminister Astrid Krag (S).
20. MAR 2020 17.28
TEMA: Corona

I nogle sårbare og udsatte familier stiger konfliktniveauet i takt med, at coronavirusset udvikler sig. Derfor har regeringen sammen med aftalepartierne bag satspuljen besluttet at afsætte en nødpulje, som skal bruges til at fortsætte arrangementer for hjemløse og sårbare danskere.

- Det er vigtigt at understrege, at arbejdet med socialt udsatte er en kritisk funktion, og at kommunerne selvfølgelig skal fortsætte arbejdet med udsatte børn, selvom vi står i en svær situation, siger social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) på et pressemøde fredag, efter hun har haft et videomøde med landets borgmestre.

Her præsenterede hun kort aftalen om nødpuljen, som også skal øge kapaciteten på kvindekrisecentrene landet over, fordi de får et stigende antal henvendelser. Der vil ifølge ministeren være en handleplan klar i løbet af den kommende uge. 

- De frivillige organisationer løfter en stærk opgave. Vi skal holde hånden under dem. De er blevet ramt af, at mange aktiviteter er blevet lukket ned. Det er vigtigt at de ikke bliver slået omkuld af udgifter, siger Astrid Krag.

Post i e-Boks til alle danskere
Samtidig har myndighederne sendt et brev i e-Boks til samtlige borgere over 15 år, om hvordan de skal forholde sig til coronavirusset.

- Det er måske verdenshistorie eller i hvert fald danmarkshistorie, at sundhedsmyndighederne sender et sådant brev til alle danskere over 15 år, siger direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm, der også oplyser, at 1.255 personer nu er bekræftet smittet med coronavirus.

Det er en stigning på 103 personer fra torsdag, men der regnes fortsat med et stort mørketal. Samtidig er der ni dødsfald, som kan relateres til coronavirus.

Myndighederne har også oversat oplysninger om coronavirus til ti sprog, fordi blandt andet mennesker i udsatte boligkvarterer ikke tidligere blev tilstrækkeligt oplyst, da Sundhedsstyrelsens information primært har været på dansk.

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt