Randers sikrer hjertestartere i alle ældrecentre

Dermed udvides antallet af hjertestartere nu fra fire til 25
2. JAN 2012 8.07

RANDERS: Købet af hjertestartere er foretaget i samarbejde med Randers Brandvæsen, som sørger for at de bliver hængt op og registreret på www.hjertestarter.dk.

Samtidig har ældreområdet valgt at Randers Brandvæsen uddanner op til 16 personer i brugen af hjertestarter på hvert plejecenter. Kurset er et såkaldt introduktions- og tryghedsskabende kursus, hvor kursisterne øver sig i basal genoplivning og brug af hjertestarteren.

- Det er helt oplagt, at vi skal have hjertestartere på vores plejecentre. Chancerne for at overleve et hjertestop stiger, når der er nogen i nærheden, som kan førstehjælp, og endnu mere hvis der er en hjertestarter til rådighed. Hvert center er døgnåbent, og når vi hænger hjertestartere op der, så er det ikke blot beboerne, men også pårørende, personale, og borgere der bor omkring centret, som kan få gavn af det i alle døgnets timer alle ugens dage, siger Aage Stenz (S), formand for sundheds- og ældreudvalget.

Ved et opkald til 112 vil det nemlig være registreret, hvor den nærmeste hjertestarter hænger. Det er Rigspolitiet, der har ansvaret for 112.

Når hjertestarteren bliver registreret på www.hjertestarter.dk, betyder det, at alle der er interesseret, kan se og læse hvor der er hjertestartere i lokalområdet, og hvor de rent fysisk er placeret på det enkelte sted.

Foto: http://www.flickr.com/photos/mprinke/2580197395/sizes/z/in/photostream/

lcl

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
DK Job