Psykiatri-politikere på rundtur til 22 kommuner

Syddanmark ønsker mere dialog med kommunerne, blandt andet om sammenhæng i behandlingen for mennesker med en svær psykiatrisk lidelse.
10. AUG 2020 12.00

SYDDANMARK: Psykiatri- og socialudvalget i Region Syddanmark har taget hul på en rundtur til de 22 syddanske kommuner for at drøfte udviklingen af psykiatriområdet med de relevante politikere i kommunerne. 

Syddanske patienter med psykiske lidelser skal have bedre behandling, der skal være flere sengepladser til de psykiatriske patienter, og patienterne skal have større mulighed for at tage del i egen behandling. Det er nogle af målene i den nye psykiatriplan for 2020-2024.

Udvalget kommer blandt andet for at drøfte, hvordan samarbejdet mellem de regionale behandlingstilbud og kommunernes tilbud til psykiatriske patienter kan fastholdes og udbygges.

Nyt retspsykiatrisk afsnit

Men udvalget ønsker også en dialog med kommunerne om, hvordan der kan skabes endnu bedre sammenhæng i behandlingen for mennesker med en svær psykiatrisk lidelse og for psykiatriske patienter, der har andre svære sociale problemer som for eksempel hjemløshed.

Med psykiatriplan 2020-2024 har regionsrådet afsat 75 mio. kr. mere om året til psykiatrien samt knap 130 mio. kr. i alt til at bygge og renovere. Pengene skal blandt andet bruges til et nyt retspsykiatrisk afsnit i Esbjerg og et nyt rehabiliteringsafsnit i Odense.

Derudover har regionen fået 129 ekstra psykiatri-millioner fra finansloven 2020, som regionen har besluttet at bruge dels til at realisere psykiatriplanen, dels til at etablere yderligere sengepladser og ansætte flere medarbejdere.

ka

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
DK Job