Professor: Løkkes nye rådgiverjob gør ham ikke inhabil
Lars Løkke Rasmussen har fået nyt job, men den tidligere statsminister beholder sin plads i Folketinget - og det er der ikke noget til hinder for, vurderer professor i forvaltningsret.
Foto: Liselotte Sabroe, Ritzau Scanpix

Professor: Løkkes nye rådgiverjob gør ham ikke inhabil

Advokatfirma skal fremover nyde godt af Løkkes viden om danske samfundsforhold og hans verdensudsyn.
30. JAN 2020 7.54

Juridisk er der ingen problemer for Lars Løkke Rasmussen (V) med at være folketingsmedlem, sidde i Udenrigspolitisk Nævn og samtidig arbejde for et advokatfirma.

Det siger professor i forvaltningsret Sten Bønsing fra Aalborg Universitet, efter at det onsdag kom frem, at den tidligere statsminister skal være juridisk rådgiver hos advokatfirmaet Gorrissen Federspiel.

- Det er der nok ikke nogen som helst juridiske problemer i. Der er ikke nogen inhabilitetsregler for folketingsmedlemmer, siger Bønsing.

- Så sådan helt principielt kan man sige, kan de aldrig komme i en juridisk interessekonflikt, siger han.

Løkke, som selv er uddannet jurist, tiltræder sin nye stilling 15. april.

Han forlod under stor dramatik formandsposten i Venstre i august sidste år efter en tumultarisk måned i partiet med intern uro. På samme tid forlod partifællen Kristian Jensen også sin post som næstformand.

Siden dengang har der været stille omkring Løkke, der i ti år var Venstres formand og over to omgange var statsminister.

Han har ingen ordførerposter i Folketinget, men sidder i Udenrigspolitisk Nævn. I det forum udveksles der fortrolige informationer.

Hos Gorrissen Federspiel skal Løkke ifølge firmaet bidrage med en viden om 'danske samfundsforhold og et udsyn i verden, der er med til at styrke os som advokatfirma'. Men det er der ifølge Sten Bønsing altså ingen interessekonflikter i.

Ritzau

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt