
HOLSTEBRO: Årets Musikskolekommune 2012 bliver Holstebro Kommune i anerkendelse af, at kommunen gennem 40 år via en benhård satsning på musik og kultur har givet musikskolen mulighed for at udvikle sig, så den i dag fremstår som et unikt musikalsk miljø med optimale rammer for musikalsk dannelse og talentudvikling. Det er en satsning, som i august kulminerer med indvielsen af en ny orkestersal - en investering på hen ved 13 mio. kr., der er tilvejebragt via et unikt partnerskab mellem Holstebro Kommune og Færchfonden, oplyser DaMuSa, Dansk Musikskole Sammenslutning.
Borgmester H. C. Østerby er stolt over kåringen:
- I kraft af dygtige ledere, dygtige lærere og talentfulde elever har Holstebro Musikskole sat sig mange spor gennem over 40 år - lokalt, nationalt og internationalt. Holstebro var f.eks. det første sted i landet, der fik Musikalsk Grundkursus, og har været omdrejningspunktet for den fantastiske musiktradition, der er i vores område. Musikskolen var i høj grad med til at skabe Holstebros ry som kulturby. Og den har været inspiration til og igangsætter af den talentudvikling, der bl.a. i form af Dansk TalentAkademi er endnu et særkende for Holstebro, siger H. C. Østerby.
Formanden for byrådets Kultur- og Fritidsudvalg, Thomas Danielsen (V), betegner Holstebro Musikskole som et af kommunens mange kulturelle "fyrtårne".
- Når vi i tider med hårdt pres på de kommunale budgetter, kan blive ved med at lægge nye alen til Holstebros status som en attraktiv kulturkommune, så skyldes det ikke mindst værdien af offentligt-privat samarbejde. Det havde f.eks. ikke været muligt at finansiere den nye orkestersal ved Holstebro Musikskole, hvis ikke vi havde fået den unikke donation fra Færchfonden. Ildsjæle, talent og vilje til at investere økonomisk i kulturel udvikling er et stærkt partnerskab, siger Thomas Danielsen.
Stor kommunal bevågenhed
Leder af Holstebro Musikskole, Martin Gade, understreger, at Holstebro Musikskole er blandt de skoler i landet, der modtager det største kommunale tilskud pr. indbygger.
- Skolen har gennem alle årene haft en usædvanlig stor bevågenhed i kommunen. Det betyder, at vi har meget fine lokaleforhold, både centralt i Holstebro og i afdelingerne i Vinderup og Ulfborg, og brede, veludbyggede tilbud til alle aldersgrupper. Senest er det lykkedes at skaffe finansiering til en helt ny orkestersal og lokaler til slagtøj og rytmisk musik, og provinsens første profilskole med musik på Nørrelandsskolen videreføres i nye rammer på Sønderlandsskolen. Så jeg synes, det er meget fortjent, at Holstebro får prisen som Årets Musikskolekommune 2012, siger Martin Gade.
* Holstebro Musikskole blev i 2011 udpeget til et af syv centre for Musikalsk Grundskole i Danmark. I forlængelse heraf er der taget nye initiativer til at styrke talentudviklingen, f.eks. et fast, årligt samarbejde mellem talentlinjerne på Skive, Viborg og Holstebro musikskoler. Der er også oprettet et ungdomssymfoniorkester for musikskoleelever fra hele den vestlige del af Region Midtjylland.
* DR Ungdomsensemble - 'det danske ungdomslandshold' - for strygere blev nedlagt i 2011, men er i år genopstået som Det Danske Ungdomsensemble 'DUEN' med Holstebro Musikskole som hjemsted.
* Holstebro Kommune oprettede i 2010 i samarbejde med Nørrelandsskolen landets første profilskole med musik udenfor København. Musikprofilen omfatter 'Musikklasser' med ekstra turbo på musikundervisningen i skoletiden og et omfattende orkester- og instrumentaltilbud, der er tilknyttet harmoniorkester og colorstrings. Musikprofilen føres videre på Sønderlandsskolen, når Nørrelandsskolen og Sønderlandsskolen fusionerer fra august 2012 som et led i den nye skolestruktur i kommunen.
* I august i år indvier Holstebro Musikskole et byggeri på 680 kvadratmeter, der omfatter en orkestersal og faciliteter til rytmisk musik og slagtøj. Den samlede investering på knap 13 mio. kr. er bragt til veje via et partnerskab mellem Færchfonden og Holstebro Kommune.
* Holstebro Musikskole har i forvejen ideelle undervisningsforhold i hele kommunen. Sidste år kunne nye lokaler tages i brug i det tidligere rådhus i Ulfborg, og tilsvarende lokaler blev indrettet i det tidligere rådhus i Vinderup i 2008.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.