Det kan være i strid med GDPR-reglerne, da Konservatives Mette Abildgaard søndag lagde et billede op på Facebook af sine børn i anledning af mors dag.
Tanja Kammergaard Christensen, der er lektor i databeskyttelse ved Aalborg Universitet, vurderer blandt andet, at billedet er i strid med GDPR-loven.
- GDPR-reglerne siger, at man skal have et lovligt behandlingsgrundlag, det kan være et samtykke, men for at det er gyldigt, skal man have en vis alder. I og med at hendes børn er blebørn, kan de ikke give samtykke, siger Tanja Kammergaard Christensen til Eftermiddag på RADIO IIII.
Hun har primært forsket i influenceres deling af billeder med børn. Men hun mener også, at GDPR-lovgivningen gælder for en profil som Mette Abildgaards.
I loven står der nemlig, at den både gælder for kommercielle og erhvervsmæssige profiler - men altså ikke for private profiler.
- I og med at deling skal være uden en erhvervsmæssig eller kommerciel aktivitet for, at GDPR ikke finder anvendelse, så må GDPR også gælde for en politiker, der deler billeder, for det må jo være en erhvervsmæssig aktivitet, siger Tanja Kammergaard Christensen videre.
Også i Børns Vilkår mener man, at det kan være farligt, når offentlige personer deler billeder af deres børn.
- Vi er grundlæggende imod, at man deler billeder af børn. Men der er særligt følsomme øjeblikke, man skal være ekstra opmærksom på, siger Kathrine Elmose, der er digital medieekspert i Børns Vilkår.
- Det kan være billeder, der viser børnene i sårbare situationer, der kan blive misbrugt i for eksempel mobbesammenhænge, fortsætter hun.
Mette Abildgaard har ikke haft mulighed for at stille op til et interview om sagen, men hun har sendt RADIO IIII et skriftligt svar.
- Som folkevalgt og som mor bærer jeg et dobbelt ansvar: Jeg vil gerne vise et sandfærdigt billede af hverdagen og samtidig værne om mit barn. Naturligvis!
- Mit opslag skulle minde om, at småbørnslivet ikke kun består af perfekte øjeblikke – det rummer også rodet, trætheden og ja, fyldte bleer. Alt for ofte males der et glansbillede af offentlige personers liv, og det ønskede jeg at nuancere. Med et glimt i øjet.
- Jeg har naturligvis stor respekt for databeskyttelsesreglerne. Jeg vurderede, som barnets mor, at billedet kunne deles uden at krænke mit barns privatliv, og det har ikke været min vurdering, at billedet var på kant med reglerne, skriver Mette Abildgaard.
esl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.